Louveteaux under ombygning

Huset da vi købte det i foråret 2006.

Huset under ombygning i oktober 2006.

Garagen blev inddraget til bolig og væggen mellem det gamle køkken og opholdsrummet blev revet ned. Så man kan se durk gennem huset.

Blikkenslageren er i arbejde.

Såden så der ud indvendigt i garagen og stuen i slutningen af juli:

Byggemøde i oktober: Det er fra venstre elektrikeren, arkitekten, gipsmageren og blikkenslageren.

*           *
*

Jeg har ingen billeder taget mens jeg et par efterårsmåneder igennem fjernede gulvbelægningen på hele førstesalen. Men nu er det vinter, også i Nantes, og her kommer lidt fra den del af opbygningsfasen vi selv står for: vægmaling. Vi er i weekenden 18.-19. november. Billederne viser resultatet af sidste weekends arbejde i vores kombinerede chambre-dressing. Det er Stephen der svinger malerstangen. Alle vægge er hvide undtagen de få der ikke er det.

Den gule væg skal have en gang til. Vi havde først valgt en modest jordfarve, men arkitekten krævede noget med mere slag i. Det fik han. Man skal ikke hyre eksperter hvis ikke man vil lytte til dem. Jeg tror vi kommer til at synes om den solgule væg i det vestvendte soveværelse.

Vi er siden gået et skridt videre og har placeret de to andre primære farver i hvert sit rum:

Dette er den blå i gæsteværelset, og den røde er at finde i stuen:

. Så langt var vi kommet med indretningen den 19. februar:

Jeg er begyndt at forberede bygningen af en reol op ad loftets nordvæg. Vores bøger – mine bøger – er til stadighed et problem. Behøver de virkelig at være så mange (op mod 10.000), og hvordan skaffer vi plads til dem. Det vil der bliver fortalt meget mere om her senere. Men tømrerne har forstærket gulvet ved gavlen (ellers er loftet loft mere end det er gulv – på loftet), så her kan bygges en tremmereol til mine guldkalve sådan som jeg i min ungdom byggede dem mange gange.

Men først måttet de åbne fuger mellem gasbetonstenene tætnes. Det foregik med gammel ståluld fra fortidens utilstrækkelige isoleringer og gips. Stephen har tirsdag (22/11) ved dagens ende været på besøg og er under nedstigning ad en lidet sikker adgangsvej i det store hul til den nye trappe op til loftet. Men først skulle parketgulvet i bambus lægges:

Så kom trappen:

Hovedtrappen havde været et andet problem. Der var træpaneler på ydervæggene der skjulte en middelmådig isolering. De blev revet ned (af mig) og ekstra isoleringsplader opsat (af håndværkerne).

Kun i mit arbejdsværelse er der sat gammeldags tapet op. Jeg fandt det til €1 rullen, og det var i øvrigt det eneste tapet i butikken jeg kunne drømme om at købe. Jeg deler ikke tapetsmag med franskmændene.

Mange har bidraget til at få det til at hænge sammen. Mønstret tapet er ikke så nemt at sætte op:

I hjørnet kan man se hvordan man får ender til at mødes der ikke helt er bestemt for det. Det var noget med en lodline der ikke var så skæv som formodet.

Nå, så flyttede vi sengen og andre tunge ting ind og boede i huset fra den 16. januar. Den 22. januar kom omsider granitpladerne til køkkenet. Jeg græd af fryd. Se bare her:

Bordet med vaskene er 2 meter langt og 70 cm dybt så der er plads til de maskiner man i vore dage anbringer i sit køkken. Det andet bord måler 170 i længden, og komfuret skal lige hæves til samme højde: 90 cm.

Gode venner i Paris har foræret os et smukt pakistansk tæppe:

Og i begyndelsen af maj fik vi bygget en flot svungen terrasse foran vores nye køkkendør:

Men tilbage til reolen på loftet. Vi skulle helt frem til slutningen af oktober 2007 i en weekend, hvor Stephen allerede var rejst til USA og jeg skulle følge, før jeg omsider tog ordentlig fat. Det begyndte med det første lag lodrette vange der solidt skulle forankres i gasbetonvæggen så reolen ikke vælter:

Så kom det første vandrette lag:

Så skulle der isoleres, og jeg havde købt en rulle der egentlig var beregnet til de skrå lofter. Nu jeg prøvede jeg dem her:

Men da jeg så skulle sætte andet lag lodrette vange op, viste det sig at boremaskine lavede "båndsalat" af fibrene i isoleringen. Det var simpelthen ikke muligt at bore sig igennem og fæste vangene. Tiden var gået: 10 dage i USA og så røg isoleringen ned og blev erstattet af en ny i form af to centimeter polysteren-plader der mirakuløst viste sig at have en bredde af de 60 cm. jeg havde anvendt som afstanden mellem de lodrette vange:

Ja her ser man forskellen på ordentlige billeder og mobiltelefonen.

Den første isolering beholdt jeg bagved det tunge arkivskab for ikke at skulle rykke det for langt frem så det hvilede for meget på det sarte lofts-gulv. Jeg har bestemt at bunden af reolen skal have samme røde farve som væggen nede i stuen. Men først skulle der genmales i trapperum og gang på førstesalen. Indflytningen og forskellige snedker-færddiggørelser havde sat for mange spor. Endelig, i januar 2008, kom bundfarven til:

og så kunne listerækkerne fortsætte:

Da jeg var nået fire lodrette rækker ud, stoppede jeg:

Skønt reolen egentlig fortjener to rækker mere for at ingen bøger rager ud over kanten. Men det må komme senere. Vi var allerede langt henne på foråret, og haven kaldte.