Den franske nabo
Naboskab ved første blik. Maryline er fransk til marven af sine ben, og hendes historie er ikke noget glansbillede af hverdagens Frankrig.
PARIS, marts 1996.
"Jeg hilser dig, mit naboskab, god morgen!" kunne vi med en omskrivning af Oehlenschläger1 have sagt til hinanden når vi sendte vore stumme smil over den lille gård der adskiller vore små balkoner.
Jeg sad allerede ved computeren for at nå en tidlig deadline. Hun var først ved at stå op, slog sit smukt blomstrede gardin til side, åbnede vinduerne på klem og lænede sig med sin endnu ikke påklædte, renoirske ynde frem i lyset.
Det var naboskab ved første blik. Jeg tænkte i den første tid ikke på hvornår Maryline mon skulle på arbejde. Jeg så fra tid til anden en gråsprængt herre i hendes stue, og sommetider hilste også, over gårdens skakt, en ung der kunne ligne en søn.
På tavlen nede i hallen stod kun hendes navn, og vi havde inviteret hende da vi holdt housewarming, "hængte grydekrogen op over ildstedet" som det hedder på fransk. Men hun var på weekend i Normandiet. Det fortalte hun mig da jeg et par dage senere traf hende i Monoprix, Frankrigs svar på Føtex, og dermed begyndte et bekendtskab som gør det muligt for mig her at fortælle min nabos historie.
Marylines far, Pierre, var kavalerist, yngste søn af en patriarkalsk, højt respekteret storbonde i Poitou. Men Pierre var i enhver henseende højt til hest. Så højt at han havde svært ved at nå jorden med fødderne. Sine militære eksaminer fik han aldrig taget, dertil trak kammeraterne, vinstuerne og kvinderne for meget. De kvinder. "Il a toujours aimé les femmes", og når man om en fransk siger, at "han elsker kvinderne", så tilgiver man ham alt, selv når man er hans hustru.
"Mor forgudede ham. Han var så smuk. Men de var meget forskellige. Hun var retlinet og principfast, han var ganske simpelt ikke til at stole på, og til sidst ruinerede han os fuldstændigt."
Endnu umyndig gjorde Pierre den første pige gravid og blev som straf af pigens far sendt i hæren. Og før han blev gift med Marylines mor fik han, uforbederlig, gjort hendes søster gravid.
"Men det var Mor, han var forelsket i."
For at genoprette den familære orden forlangt den patriarkalske storbonde til gengæld at kavaleristens bror ægtede den gravide søster hvis barn dog døde få timer efter fødslen.
Hvad der ikke hindrede kavaleristen i fortsat at gøre kur til sine svigerinder og gøre også andre kvinder gravide.
"Han var frygtelig, et forkælet yngstebarn, ødelagt af sin egen mor," siger Maryline med en forelsket latter.
Karrieremæssigt drev Pierre det aldrig videre end til sergent, men det militære liv medførte at Maryline tilbragte sin barndom 32 forskellige steder, født i Mosel og teenager i Honfleur hvor faderen som 40-årig blev pensioneret og fandt arbejde som postbud.
Efternøler
Maryline var den yngste af tre børn, født i 1954, mens faderen gjorde tjeneste i Indokinakrigen. Storebroderen havde med sin svagelighed taget al moderens opmærksomhed, og den kvikke og graciøse storesøster tog hele faderens.
"Som efternøler var jeg hverken ønsket eller ventet. Men jeg elskede begge mine forældre."
Da Maryline var 18, døde moderen af en leukæmi hun ikke ville behandles for, og det var Maryline der kom til at trække læsset under det årelange, smertefuldt sygeleje. Hun ville gerne have læst til læge, men det afslog forældrene. De tog hende ud af skolen som 16-årig; sendte hende dog så på en lærers forlangende tilbage til gymnasiet.
Maryline fik sideløbende arbejde først på en konfektionsfabrik, efter skoletiden på en pølsefabrik, og indimellem var hun også ekspedient og defektrice i dametøj.
Et år efter moderens død giftede Maryline sig med Claude. Ikke af kærlighed. Livet havde allerede lært hende at det skulle man ikke satse for meget på. Men da hun blev gravid med sønnen Matthieu, oplevede hun sin bedste tid.
"Jeg elskede at være gravid, følte mig smuk og lykkelig. Matthieu blev det vigtigste i mit liv. Men jeg har vogtet mig for at gentage min mors fejl og altid beholdt mit eget arbejde."
På sin 20 års fødselsdag var Maryline blevet ansat i Caen hos elektronikkoncernen Bosch. Her blev hun i 14 år og endte med at koordinere deres indkøb.
Fra elektronikfirmaet kom Maryline efter fire år som selvstændig konsulent i kommunikation til en stor kosmetikkoncern og blev indkøbschef for marketingafdelingen. I sin lejlighed har hun stadig store, flotte reklameflakoner i drevet glas stående som udfordrende nips på kaminhylden og etageren. Men i marken afviste hun at deltage i den udbredte korruption.
"Jeg undersøgte markedet, fandt de bedste leverandører og afgav min ordre derefter."
Sexchikane
Maryline blev fyret fra kosmetikken. Den retlinede dame afslørede nogle uregelmæssigheder, men gjorde det så håndfast og veldokumenteret at hendes overordnede følte sig desavouerede. Hun blev udrenset for at genoprette det maskuline hierarki. "Gemytternes uoverensstemmelse" var afskedigelsesgrunden, og aftrædelsesbeløbet var stort.
"Hvis man tilhører eliten, hvis man har gået på de fine læreanstalter, så er der i dag gode, ja måske lige vilkår for kvinder. Men under det niveau er det stadig langt, langt sværere at være kvinde end at være mand på arbejdsmarkedet."
For slet ikke at tale om den sexchikane, den smukke Maryline har været ude for. Mere end én gang har hun fået antydet at vejen til et nyt job eller en lønforhøjelse gik over chefens seng, og konflikten i kosmetikken kunne også have været udredet ad den vej.
"Mændene respekterer os ikke for det vi kan."
Maryline var altså flyttet til Paris i 1994. Som arbejdsløs. Med sin 18-årige søn Matthieu. Så også den opsparing, alle franskmænd (i modsætning til os danskere) har at trække på, måtte holde for.
Jobbet i kosmetikken havde givet hende mod til at forlade sin mand. Efter forslag fra Matthieu:
"Hvorfor bliver vi ikke skilt?" havde den 14-årige en dag sagt.
Den flinke telefonmand Claude havde kedet hende til døde efter få års ægteskab, og de sidste ti år havde de hver sit soveværelse efter en krise i hendes liv da hun mistede en nær veninde. Hun lod Claude beholde alt og begyndte forfra.
Et stort tab
Men først et par år senere traf hun den næste mand i sit liv. En af sine leverandører.
"For første gang i mit liv blev jeg forelsket. I en alder af 38. Vi traf hinanden under en forretningsrejse til Helsingfors."
Hugues var gift, men i det professionelle miljø lagde de ikke skjul på deres forbindelse. Da Maryline var blevet fyret fra kosmetikken og havde opbrugt sparepengene, tilbød Hugues hende arbejde hos sig med opbygningen af en ny filial. Men herover blev hendes gamle kosmetikchef så jaloux at han fik lagt pres på Hugues. Hvis ikke han fyrede Maryline, ville han miste en vigtig ordre.
Så sidste sommer mistede Maryline igen sit arbejde. Samtidig fandt Hugues ud af at han alligevel ikke vil forlade sin kone og de tre børn, men gerne fortsat have en god elskerinde.
"Jeg afviste ham ved min dør, og siden august har vi ikke set hinanden. Men det er et stort tab."
Hugues havde givet Maryline et halvt års løn. Men i november måtte hun rebe sejlene og flytte. Ud til en mindre lejlighed i et betonbyggeri i Boulogne hvor garagen er med i huslejen. Vi har været til middag ude hos hende. Hun bor smukt og raffineret, med en utrolig opfindsom udnyttelse af den beskedne plads.
Forhåbentlig lykkes det snart Maryline at få positivt svar på et af sine utallige ansøgningsbreve. Maryline er en optimistisk sjæl, og hun er åben og parat til endnu et godt liv.
Men vinduet over for mit kontor har siden november stået mørkt og tomt. Lejlighedsmarkedet bevæger sig kun trægt, og i disse tider lægger forsikringsselskabet der ejer vores hus, mere vægt på en solid lejer end blot på at have en lejer.
Den lejer, der skal være min nye nabo.
