Erik Gudmand-Høyer, 1930-2002

Vi vil mindes ham med glæde

Tale holdt ved gravkaffen efter Erik Gudmand Høyers begravelse i Fårevejle 8. august 2002

"Jeg mindes ham med glæde," sagde Informations chefredaktør fra dengang Erik i slutningen af 80'erne boltrede sig i avisens konkurrence om at gætte "romancitater". Ikke alene gættede Erik rigtigt fordi han havde læst så mange bøger. Han kommenterede også sine gæt – der altså såre sjældent var gæt – med skarpsindige og vittige kommentarer. Og Peter Wivel var, fortæller traditionen, en munter og afslappet gæst ved det kalas Erik og Birthe holdt sammen med Bent og Inge Windfeld og Gytte og Poul Exner for at få drukket den vindervin vist også Bent havde erhvervet noget af.

"Jeg mindes ham med glæde." Det er jo hvad vi kommer til når først sorgen og chokket har sat sig.

Et chok var det jo at Erik døde, ikke så pludseligt og brat, men så hastigt. Han havde dog selv nogen andel i chokket. Dels troede vi ham ikke da han i den sidste halve snes dage sagde: "Jeg er meget, meget syg." Når man gjorde indvendinger og sagde ... "Jeg har ikke været hypokonder i syv år!" afskar han én. Da jeg forrige tirsdag kom ind til ham efter at han var blevet overført til Rigshospitalet, havde han netop sat et ikke ukraftigt måltid varm mad til livs, og han så strålende ud. "Du ser træt ud," sagde han med sin sædvanlige opmærksomhed.

"Jeg har aldrig brudt mig om at leve," sagde han lidt efter. "Og skal jeg, skal det være med manér. Jeg vil ikke sidde derude i Viddinge Bakker og ikke kunne gøre som jeg plejer." Det vil f.eks. sige anlægge en ny terrasse i haven eller bygge et nyt fantasifuldt udtænkt brændehus, have syv tusind gæster om ugen – delvist overnattende – og indimellem fare land og verden rundt. "Vil uge 38 passe jer dernede i Paris?"

"Åh," hviskede han under iltmasken, "vil du ikke godt sige det igen, så de andre kan høre det!"

Men chokket kom jo ikke kun af at vi mente Gudmand var hypokonder. Det kom også af den iscenesættelse Erik gav sin egen død. Med et mod og et klarsyn man skulle kende ham godt for at tiltro ham, besluttede han at afbryde behandlingen af den håbløse sygdom. Det skete torsdag morgen. Han fik et drop til at tage smerterne og en iltmaske til at lindre vejrtrækning. "Jeg vil være ved bevidsthed en fem-seks timer endnu, og så vil jeg være død inden 1½ døgn."

Så det var fuldstændigt illusionsløst han tog afsked og takkede os en for en for venskab og kærlighed. Ved 14-tiden lukkede han sin bevidstheds dør, men åbnede den igen da Gytte lidt senere som den sidste nåede frem.

Hvordan hænger nu dette sammen? At Erik ikke brød sig om livet og dog levede det fuldere og rigere end så mange af os andre? Ikke uden omkostninger for både andre og ham selv.

Erik havde glædet sig rigtigt meget til at deltage i det sommermøde vi i sidste weekend holdt i det Pontoppidan Selskab hvis entusiastiske og nøjeregnende kasserer han minsandten også havde taget sig tid til at være. Sommermødets hovedtema var Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per. "Jeg har aldrig brudt mig om den bog," sagde Erik i mange år. Men nu havde han i mødets anledning læst den igen og havde vist ændret sit syn – vi nåede ikke at snakke så meget om det.

Måske havde han, bedre end i sin ungdom, lagt mærke til f.eks. denne optegnelse fra slutningen af Pers liv:

Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed.

Lykke-Per har på dette tidspunkt – som også Erik – mistet sin tro på Gud. Men forblev ikke også Eriks Nøgenhed "guddommelig"? Skabelsens nøgenhed før vi følte skam og dækkede den til. Barnets nøgenhed, forsvarsløs og sårbar. "Uden I bliver som børn igen, kommer I ikke ind i Guds Rige." Erik var et barn, et "stort barn" som vi gerne siger uden rigtig at mene det positivt. Impulsiv, begejstret, krævende, indimellem urimelig og ansvarsløs. I den forstand forblev han i "Guds Rige".

Vi der har kendt Erik i rigtig mange år, kom til at holde mere og mere af ham. Deri var han ikke uden ansvar. Han var med sin udfoldelsesdrift, sin selvskabende kraft, sin lidenskab en hengiven ven. Han formåede at få adskillige af os til at tro at vi var hans nærmeste, og for nogle var han i hvert fald den nærmeste. Og nærmeste betyder: kærlighedsomfattende, medlidende, sympatetisk.

Så ja: sorgen er stor i dag. Ikke kun hos jer der er hans børn og børnebørn. Men også hos vennerne, naboerne og fæller i fag og interesse. Sorgen over ikke at have ham mere, ikke få ham i røret – "Det er Erik" [i forskellige variationer], på mail'en "Jeg er meget, meget syg", til middag eller som en vært der med årene lavede bedre og bedre mad. Men på lang sigt vil vi mindes ham med glæde.

Nekrolog i Information, 9. august 2002.

Erik Gudmand-Høyer, 72

Lektor Erik Gudmand-Høyer var ikke bare en af Informations tidligste og bestandigt vedholdende læsere; han var også en del af bladets historie. Så sent som januar i år fortalte han i et prosadigt her i avisen om sine oplevelser som stencilskriver, duplikatortrykker og udbringer af det illegale Information. Som abonnent var han en hyppig og fornøjelig læserbrevsskribent, stærkt optaget af samfundsdebatten, i de senere år med Anthony Giddens i bagagen. Fortiden inklusive den personlige optog ham stærkt, ikke sentimentalt, men stadigt borende for at forstå og afgøre sig med dens voldsomme indflydelse på hans nutid.

Gudmand-Høyer var uddannet som boghandler og stred sig i en årrække gennem de vanskelige vilkår for branchen i det Fårevejle, der blev hans geografiske skæbne, og hvorfra han udfoldede sin mangesidede aktivitet som litteraturmenneske, maler, selvbygger, væver og egnshistoriker. Han supplerede tidligt sin indkomst som lærer, fra 1967 ved handelsskolen. Sine mange lærereksaminer sluttede han som cand.mag. i dansk fra KUA i 1985, og det var som lektor han i 1991 tog afsked fra Handelsskolen i Kalundborg.

Uforfærdet livsnyder

Af princip var Gudmand-Høyer pessimist, og i sine allersidste år tog han afsked med den kristendom, der havde engageret ham også som kirkegænger og menighedsrådsmedlem. Men i realiteten var en gudsforgående livsnyder, der spredte glæde og fornøjelse, varme og venskab med rund hånd. I sine engagementer var han generøs og i sit mod uforfærdet.

Et godt indtryk af denne mand kunne Informations læsere få i de tre år hvor Peter Wivel fra 1987-90 kørte sin konkurrence ”Romancitat” på side 2 i fredagstillægget ”Moderne Tider”. Med meget morsomme kommentarer og analyser fremsatte han sine gæt, og han vandt så mange flasker vin, at han på et tidspunkt holdt et kalas i Fårevejle med chefredaktøren og udvalgte medvindere, hvortil alle medbragte nye litterære gåder.

Uforfærdethed udviste han aldrig bedre end i sine sidste døgn, hvor han beordrede lægerne til at standse behandlingen af hans håbløse leukæmi og give ham hjælp til døden i et omfang så passende, at han i god ro og orden, ja næsten med et smil på læben, kunne nå at tage afsked med familie og venner.