Napoleon kan ikke flyve

Napoleon havde magten lige så længe som Mitterrand. Men han satte sig dybere spor, også i franskmændenes bevidsthed. Hverken han ellers hans ægteskab med kreolerinden Josephine holder op med at fascinere, og en amerikansk historiker har netop udgivet en dobbeltportræt af dette "umulige ægteskab".

PARIS - I mine godt fire år som korrespondent har jeg fået en lille svaghed: Napoleon.

Jeg var ellers opdraget til at betragte korsikaneren Napoléon Buona Parte som en diktatorisk hvirvelvind af en feltherre der i 14 år hærgede landet og i virkeligheden ikke gav Hitler meget efter i brutalitet og omkostninger. Med datidens befolkningstal var tab på 20-30.000 per slag umådelige og aldrig før set.

Men Napoleon var en af de stærkeste statsdannere i den franske historie som begynder med at nationen slet ikke eksisterer.

I modsætning til for eksempel Italien og Tyskland er Frankrig ikke nation der har skabt en stat, men omvendt en stat der skabte en nation, en kongemagt der har skabt et folk.

Det franske sprog har ikke været de fælles gulvplanker i et nationens hus, men hegnspæle der er blevet flyttet længere og længere ud for at tøjle og holde sammen på landområder der, trods protester fra stadigt mere fjerntliggende provinser, blev til Frankrig. Derfor har de franske konger altid været ivrigt optaget af Det franske Akademis arbejde, lige siden kardinal Richelieu skabte det under Ludvig XIII og netop gav det navnet Det franske Akademi.

Da Korsika for nogle år siden fik en revideret hjemmestyreordning, omtalte den nye lov i sin indledning "det korsikanske folk som en komponent i det franske", et udtryk præsident Mitterrand¹ personligt havde indsat i teksten for at dæmpe gemytterne hos de korsikanske nationalister og separatister.

Forfatningsrådet i Paris erklærede loven for ugyldig med denne formulering. Der eksisterer ikke noget "korsikansk folk", men kun det "franske folk". Ingen indrømmelser til baskere, bretonnere, provençaler, alsassere, lorrainer – eller korsikanere.

"Frankrig er en udelelig republik ... uden skelnen mellem oprindelse, race eller religion," som det hedder i forfatningen. Men dette er ikke folkets trosbekendelse; det er statsmagtens besværgelse.

I 14 år, samme tidsrum som den netop overstående Mitterrand-periode, havde Napoleon den uindskrænkede magt. Først som konsul efter statskuppet i 1799, siden fra 1804-14 som kejser. I den tid omkalfatrede han det franske samfund til en struktur der i hovedtrækkene består den dag i dag.

Det var Napoleon der i departementerne og kommunerne indførte præfekten og borgmesteren, ikke som folkevalgte talsmænd, men som de lokale statsrepræsentanter udpeget af magthaverne.

Det var Napoleon der skabte gymnasieuddannelsen, så han kunne sikre sig veluddannede officerer og tjenestemænd.

Det var Napoleon der indførte det retssystem som for en stor del stadig er i kraft.

Den totale svækkelse Napoleon gav parlamentet og som helt overlod den lovgivende magt til den udøvende, er Frankrig først nu under Chirac måske ved at overvinde, selv om socialisten Lionel Jospin ville være gået betydeligt længere, om han var blevet valgt. De Gaulles forfatning fra 1958 havde et tydeligt Napoleon-præg med sin foragt for folkestyrets parlamentarisme og sin forkærlighed for at folket direkte skulle erklære statschefen sin tilslutning.

Det var også Napoleon der grundlagde den aktive mytedannelse om sig selv. Gennem det omfattende erindringsværk, Mémorial, han dikterede under sine år som afsat kejser og fange på Sankt Helena. Hvad andet var det François Mitterrand gjorde, da han i sine første ti præsidentår havde installeret Jacques Attali som sin private rådgiver og bogholder af selv de mindste og spydigste bemærkninger. Et værk på 1500 sider, hvis offentliggørelse netop er blevet fuldendt som Verbatim I og II.

Så ikke underligt at Napoleon, denne humlebi af en politiker, er en figur endnu mere levende i den franske historie end general de Gaulle. Og ikke så mærkeligt at en korrespondent kan falde i fascination over den lille mand² med den store virkning.

Derfor kan jeg ikke falde over en ny bog om Napoleon uden i det mindste at blade i den. Men der er unægtelig udgivet mange. Lige så mange som der er gået dage siden han døde, kort efter at Stendhal i sit bidrag havde skrevet, at "de næste halve århundrede må Napoleons historie skrives om hvert år."

MEN korrespondenten har en endnu større svaghed: Josephine, Napoleons syv år ældre hustru.

De to traf hinanden i efteråret 1795, lige før Napoleon blev indenrigs-general for den franske hær, og han forelskede sig på stedet dødeligt i hende og erobrede hende som man vinder et slag: angreb uden nåde eller pause.

Josephine var syv år ældre end Bonaparte og en "glad enke" efter aristokraten Beauharnais som desværre var blevet guillotineret efter revolutionen, selv om han havde forsøgt at tage dens parti. Marie-Joseph-Rose, som hun var døbt, var en meget livlig dame, født og opdraget som kreoler på Martinique. Hun fandt til at begynde med Napoleons hede forelskelse lidt latterlig og standsede på ingen måde sine øvrige amourøse eventyr. Heller ikke da Napoleon insisterede på at gifte sig med hende. Og hun skyndte sig (bag hans ryg og for lånte penge) at købe det lille slot Malmaison ude vest for Paris.

Det var faktisk herude at Deres udsendte faldt for Josephine. Slottet er i dag det mest fascinerende af samtlige de franske museer jeg har været i. Skønt kun en begrænset del af bohavet er originalt, emmer stedet af den atmosfære der blev skabt af Josephine og til tider – meget korte og altid hektiske tider – Napoleon.

Så da jeg forleden faldt over den nyeste bog om Napoleon og Josephine, skrevet af den amerikanske historiker Evangeline Bruce, gjorde jeg den øjeblikkelig til natbordslæsning.

Her er samlet alle de slibrige, saftige og intrikate oplysninger om dette "umulige ægteskab" som kan skrabes sammen fra de mange breve, dagbøger og erindringer bevaret om de to, deres tid og deres omverden.

I årenes løb blev rollerne mellem de to byttet om. Josephine blev den trofaste og smidige hustru, Napoleon bankede rundt mellem slagene, også for at vise at det ikke var ham der var steril, og til sidst for at finde sig en mor til sin arving. I 1810 måtte de skilles. Af statsræson, som det hed. Men deres skæbnefællesskab fortsatte de i et inderligt venskab lige indtil Josephine døde i 1814, kort før Napoleons eget fald.