I Paris med Napoleon
En weekend med den første franske kejser bringer en vidt omkring, ude og inde.
PARIS –
På dagligstuegulvet i mine bedsteforældres hjem lå jeg som barn og kiggede billeder i de store formater fra nederste hylde i min farfars bogreol. En billedbog om De Fem lange Aar gav mig alle de synsindtryk jeg ikke havde været helt gammel nok til at få på første hånd. Men næst efter billederne fra den danske besættelsestid var der i en af de andre bøger et billede der betog mig: Napoleons grav.
Billedet var naturligvis i sort/hvid, taget oppefra ned over det barokt svungne kistelåg. Det må have været blandingen af den monstrøse monumentalitet og toiletbords-arkitekturen der forvirrende tiltrak sig min opmærksomhed. Hvorom alting er: da jeg første gang for kun et par år siden satte min ben i Invalidekirken, var min overraskelse og fascination lige så barnlig stor. Intetanende kommer man ind i en kirke der aldrig nogensinde har fungeret som sådan. Det kæmpemæssige alterparti ender i en glasvæg – ind til en anden kirke. Først når man går frem i rummet mellem de omkransende sidekapeller og deres mausoleer, åbner sig pludselig gulvet foran en i et mægtigt gab – og dér står den, Napoléons kiste, stor som et hus. Og man kommer til at tænke på den lille mand der ligger så ensomt dér. Og på den amerikanske tandlæge der for et par år siden hævdede at han lå inde med kejserens ædleste del; heldigvis opgav de at se efter.
Går man så ned af trappen bag alteret til krypten, får man i hele rundgangen omkring kisten i pompøse relieffer og deres indskrifter en ultrakort indføring i hvorfor Napoleon fik så stor betydning for det franske samfund. Der er snart ikke den institution der ikke kan skrive sin historie tilbage til kejserens forordninger. Han var ikke bare en genial hærfører og en eminent demagog og propagandist. Han var også en administrativ begavelse og reformator der forstod at ensrette og sammensvejse det franske samfund og lægge det i statens jerngreb. Et greb der aldrig siden er blevet slækket.
Derfor ville jeg begynde en parisisk Napoleon-weekend i Invalidekirken hvor lydkasetter på flere sprog kan supplere guiden.
Malmaison
Derefter ville jeg så tage ud på landet.
Ikke til det uspiseligt store Versailles, selv om man her til den 27. februar på den kongelige porcelæns-udstilling har et vidunderligt Napoleon-indslag med det ægyptiske spisestel til den russiske zar Alexander I.
Heller ikke til det lidt fjerntliggende Compiègne-slot, selv om den saftigste af Napoleon-anekdoterne forbinder sig med stedet: I marts 1810 ankom den østrigske prinsesse Marie-Louise til slottet efter ved stedfortræder at være blevet gift med kejseren. Trods den øsende regn kunne Napoleon ikke vente men styrtede ud i den ankomne karet og i lutter forventning nærmest voldtog den forskrækkede prinsesse. Et flot maleri af byen Paris' banket for brudeparret indgår i Versailles-udstillingen.
Marie-Louise var i øvrigt grandniece af den Marie-Antoinette der 40 år tidligere ankom til samme slot i samme situation. Men hun fik en betydelig mere frygtsom modtagelse af den unge Ludvig XVI der tøvede i årevis og måtte gennem en operation for forhudsforsnævring før han kunne fuldbyrde ægteskabet.
Nej, besøget gælder det lille Château de Malmaison, fire RER-togstationer vest for La Defense til Rueil-Malmaison. Det lille slot og dets tilliggende Château de Bois-Préau er min parisiske yndlingsseværdighed.
På Malmaison boede Josephine, både før, under og efter det barnløse ægteskab med Napoleon som endte med at vrage hende til fordel for den små Marie-Louise der da også hurtigt fødte ham Kongen af Rom. Den tapre Josephine holdt sig strunk gennem alt dette, og det er en patetisk oplevelse af stå i hendes soveværelse hvor hun også efter skilsmissen holdt den kejserlige stil – og med sit fortsatte kæmpeforbrug bestandigt mindede den franske stat om sin eksistens.
Den i familielivet adspredte og altid hurtigtspisende Napoleon tilbragte ikke overvældende megen tid i Malmaison, men hans ånd hviler over både hans soveværelse, hans smukke arbejdsværelse og den imponerende mødesal i ægyptisk teltstil hvis møblement dengang var fraværende i anledning af en stor Napoleon-udstilling i Memphis, Tennesee.
I Château de Bois-Préau i den anden ende af den lille kønne park der forbinder de to huse, findes et egentlig Napoleon-museum med mange kuriøse efterladenskaber og instruktive udstillinger til forståelse af hans historie. Glem ikke i Pavillon Osiris bag hovedindgangen til parken at se den historiske samling af Napoleon-souvenirs i hele rædselsskalaen.
Den rigtige Napoleon-spadseretur i det parisiske forårsvejr begynder ved Napoleons store triumfbue på Place Etoile og ender ved hans lille triumfbue foran det nyrestaurerede Louvre. Herfra kan man så gå på bymuseet Carnavalet i det nærliggende Marais-kvarter og se på den flotte voksdukkeudstilling der gengiver de glade dage i Malmaison.
Billedtekster:
1) Napoleons kiste i finsk porfyr måler 4 meter i længden og 4,5 i højden. Den blev opsat i 1843 for at rumme liget der var blevet bragt hjem fra St. Helena af bonapartisterne.
2) På Napoleon-museet i Château de Bois-Preau rummer disse vitriner Napoleons personlige efterladenskaber: han støvler og natskjorter, barbersager og hårlokker.