Den kulturelle undtagelse
Go'morgen Frankrig: Yves Saint-Laurent og Pierre Bergé er par nummer et i fransk mode. Men Bergé spiller også en mindre kendt rolle i det kulturelle og politiske liv og er bonkammerat med landets præsident.
PARIS
De franske Gatt-forhandlere slås for "den kulturelle undtagelse". De er bange for en endnu mere dominerende amerikansk indflydelse på film- og tv-området når markedet en dag bliver helt frit og lokale subventioneringer forbudt i den almindelige og prisudlignende konkurrences navn.
Men også på litteraturens områder er den franske antiamerikanisme mærkbar. Forleden udkom i fransk oversættelse amerikaneren Edmund Whites store biografi af Jean Genet. Det fik dagbladet Figaros tillæg Madame Figaro til at anbefale læsning af Genets egne værker frem for denne mammut af en biografi der "på amerikansk maner" synes at lægge mere vægt på at indsamle så mange informationer som muligt end på en mere dybtgående og sammenfattende analyse.
I dette forår udkom en anden amerikaner, James Millers lige så store bog om den franske sociolog og sexualhistoriker Michel Foucault og hans vilde liv i San Franciscos bøssebade. Den er endnu ikke blevet oversat og er derfor endnu ikke blevet omtalt med en lyd i de franske aviser.
"Franske akademikere læser ikke engelske bøger," sagde en seminarielærer da jeg spurgte hende, hvordan det dog kunne være.
Nu bryder franskmændene sig ikke meget om bøsser. Sådan i al almindelighed. Det fremgår tydeligt af den ene holdningsundersøgelse efter den anden at homoseksualiet af et fortsat stort mindretal betragtes enten som en sygdom der burde kunne kureres, eller en perversitet der skal bekæmpes. På den anden side er der også fransk tradition for at hvad der foregår i diskretionens skygge, er man parat til at se gennem fingre med. Tænk blot på Thorkild Hansens parisiske baron.
Men så er der jo undtagelserne. Som kunstens verden. Proust, Cocteau &"8211; og Genet. Eller modens.
For to år siden trådte Yves Saint Laurent i to store interviews til det konservative franske dagblad Le Figaro for første gang ud af diskretionen. Avisen chefredaktør Franz-Olivier Giesbert – der ellers mest beskæftiger sig med politikere på højeste plan (han er Mitterrands uvenlige biograf) – deltog selv i udspørgningen af det skræmte modegeni.
"En dårlig form for psykoanalyse. Det kunne ikke engang Andy Warhol have fundet på," kritiserede en nær YSL-veninde.
Dengang gengav Berlingske Søndag (21.7.91) hovedindholdet af det Saint Laurent fortalte om sig selv, sin generthed, sine depressioner og sin homoseksualitet. Den 500 siders biografi der lige er udkommet om ham (Laurence Benaïm: Yves Saint Laurent, Grasset), fortæller i så henseende ikke meget nyt, omend detaljerne er uendeligt mange flere. Som f.eks. veninde-bemærkningen citeret ovenfor.
Men hvad Figaro-interviewene ikke omtalte med et ord, var Saint Laurents næsten livslange forhold til sin egen direktør Pierre Bergé. Hvad der er spændende i Laurence Benaïms temmelig kaotiske bog, er at følge dette forholds historie.
Det er ikke historien om den lykkelige kærlighed mellem to, men den mere komplicerede at begribe hvad der har fået disse to mænd til at holde sammen gennem mere end 30 år.
"Krage søger mage" og "Modsætninger mødes" siger ordsprogene med den beredvillige tvetydighed, der hører genren til. I tilfældet Bergé-Saint Laurent var det så udpræget de hinanden supplerende modsætninger der mødtes da de to som unge traf hinanden i 1958; med mageligheden er det så som så.
Yves Saint Laurent kom i 1954 som 18-årige pied-noir-søn til Paris fra Algeriet, og historien er velkendt om hvordan han gjorde lynkarriere hos Dior og som 21-årig blev verdens yngste modeskaber efter mesterens pludselige død.
Men når Yves ikke blev hos Dior, skyldes det først og fremmest hans møde med Pierre Bergé. Den seks år ældre Pierre var også kommet til Paris som 18-årig og havde som det første fået poeten Prévert i hovedet under dennes selvmordsforsøg.
Det kan man ikke læse om i Madame Benaïms bog, men i et ondskabsfuldt portræt, det satiriske ugeblad Den lænkede And for et par år siden bragte af Bergé i et hæfte om "Tontons familie". Den vender vi tilbage til om lidt.
Den unge Pierre Bergé, der kom fra La Rochelle, drømte om at blive skuespiller, forfatter eller journalist, og han kom hurtigt ind på livet af diverse, i dag glemte, berømtheder uden at få dem i hovedet. Men så satte han alt – virkelig alt – ind på det kort han derefter prægede med de verdensberømte initialer: YSL.
I mange år holdt Bergé sig udadtil i skyggen af YSL. Det var så at sige spillets forretningsmæssige regler. Det var ikke tøjet men alt det andet, parfumerne først og fremmest, solgt i YSLs navn, der kastede milliarderne af sig.
"YSL og Pierre Bergé blev det første og mest celebre homoseksuelle par i modens historie, der forbandt deres privatliv med respektive talenter: modeskaberens og den kunstneriske ledelse."
Først i 1978 begyndte Pierre Bergé sin egen "karriere" ved siden af den fortsatte drift af YSL. Han var et par år før flyttet fra deres stadig fælles Paris-adresse under et af Saint Laurents langvarige depressions- og misbrugsanfald, men de deler stadig huse i Marrakesh og Normandiet.
Da François Mitterrand, med kælenavnet Tonton, var blevet præsident i 1981, omvendte Bergé sig til den særlige form for venstrefløjs-socialisme der går under navnet "le gauche caviar". I 1988 støttede han varmt (og med penge) Mitterrands genvalg, og han blev med årene så tæt en ven, blandt mange, af præsidenten at han af og til får lov at ledsage ham på den daglige gåtur i den indre by og ofte deltager i (og betaler for) middagene ude i byen.
Som tak blev han personlig udnævnt til øverste chef for den ny Bastille Opera af en Mitterrand der afskyr opera, så heri har nogen set en lille bråd, og Bergé har med sit koleriske temperament, der kun kender til paternalistisk virksomhedsledelse, rendt sig mange staver i livet på Bastille-pladsen. Om godt et års tid er det også slut.
Laurence Benaïms bog er underholdende uden at være noget mesterværk. I sandhed ikke noget mesterværk. Figaro Madames anklage mod Edmund Whites Genet-bog for at være for informationsophobende kunne genbruges, men dametillægget ville dog ikke nøjes med tøjet og bragte forleden over syv sider uddrag af "YSLs hemmeligheder".
P.S. YSL lod sig i 1971 fotografere nøgen af Vogue-fotografen Jean-Loup Sieff til reklamen for sin første mandeparfume, "Rive Gauche". "Jeg vil chokere," havde YSL erklæret. Og det lykkedes. I disse uger hænger der overalt i Paris store reklamer for YSLs lidt stive og kedelige herrekollektion: en velklædt dame i forgrunden åbner perspektivet til en splitternøgen herre i baggrunden (med mere og bedre placeret kød på kroppen end YSL dengang havde) og ordene: "YSL klæder herrerne på." – Den 20 år gamle provokation er ikke skrevet i glemmebogen.