Franske bøsser har skabet på klem
Interview: Den berømte franske filosof og seksualhistoriker Michel Foucault stiller sig i vejen i både den amerikanske og den franske bøssekultur. Den amerikanske forfatter Edmund White er et hovedvidne til denne kamp mellem modstridende kræfter inden for og imellem de to kulturer.
Tristan er 49 og fransk embedsmand. I 14 år var George hans elsker, og de boede sammen de 12. Det vil sige, officielt boede George langt uden for Paris. I praksis boede de sammen i Tristans lejlighed på højre Seinebred. Når Tristans forældre kom på besøg, måtte George holde sig væk. De vidste ingenting. Hverken om at Tristan var bøsse eller levede sammen med George. – Men George fik AIDS og døde sidste november, dagen før Tristans fødselsdag. Fødselsdagsmiddagen indtog Tristan som så ofte før hos sine forældre. Ikke et ord blev sagt om George eller om Tristans sorg.
På en fjerdesal i den turistoverrendte ende af rue Saint Martin på den højre Seinebred tager et par tindrende mørke øjne imod uden spor af træthed. Edmond White er ellers lige ankommet fra London, og i morgen tidlig skal han videre til Zürich og til Lugano-filmfestivalen.
Før middagen med en gamle veninde har han sat tid af til at samtale om det emne, der har optaget det meste af hans tid som politisk tænkende bøsseforfatter: Hvad vil det sige at være bøsse i den moderne amerikanske og europæiske kultur?
Edmund White er en af de nærmeste til at vide det. Født i 1940 var han i 1969 velintegreret i bøsseghettoen i Greenwich Village på Manhattan. Han var med på baren Stonewall i Christopher Street den juniaften hvor de homoseksuelle for første gang ikke bare trak sig da politiet lavede razzia, men blev i gaden og protesterede.
"1969 blev et skelsættende år. Før den tid var der kun tre mulige måder at opfatte sig selv på som homoseksuel: man var syg, man var syndig eller man var kriminel," siger Edmond White, der selv for et par år siden udgav en stor og prisbelønnet biograf af den franske forfatter Jean Genet der netop gjorde en dyd ud af at opfatte sig selv som både syndig og kriminel.
Men med The Gay Liberation, der klart tog mønster efter de sortes og kvindernes befrielseskamp, blev de homoseksuelle tilbudt en anden selvopfattelse.
I dag bor Edmund White i Paris. Det har han gjort med afbrydelse de sidste 12 år. Når man kun kender ham fra omslagsbilleder i hans bøger overraskes man af det milde buddha-ansigt og den tilsvarende mave, der i den blå t-shirt uden krokodille hænger ud over livremmen på de grønne lærredsbukser med flad hængerøv.
Lejligheden er en lille fireværelses hvor vægfyldningerne er slået ud mellem bjælkerne der adskiller de to opholdsrum, og et kreativt rod af halvåbnet post og mange bogstabler præger spisebord, lænestole og sofaer. Ved foden af en af stolene ligger et par håndvægte.
Bliver de brugt?
"Ja, ja. Men jeg har været væk en måned. Normalt bruger jeg dem da," smiler White.
Jeg fortæller White Tristans historie og bemærker, at det næppe ville kunne ske i noget andet land.
"Nej, ikke engang i Italien. Det er helt skørt. Og det er farligt med hensyn til AIDS. Der er så mange biseksuelle mænd i Frankrig, og folk er meget ligeglade med sikker sex, især de heteroseksuelle. Det viser holdningsundersøgelserne tydeligt. Så det er en frygtelig situation.
Det kunne være hvad det var, hvis ikke det havde været for AIDS. AIDS er den lille tue der vælter læsset.
Hvis man sammenligner Frankrig med England – de to lande har samme befolkningstal, har én stor by og blev ramt af AIDS på samme tidspunkt – så har England 5.000 tilfælde af AIDS, mens der i Frankrig er 45.000 tilfælde.
I England kørte Mrs. Thatcher en meget brutal og ligefrem kampagne som man i bøssekredse var meget kritisk over for. Men jeg er ikke sikker på hun ikke gjorde det rigtige. For det betød at alle meget tidligt var klar over betydningen af sikker sex. Og der eksisterer i London en sammenhængende bøssekultur med mange store blade og organisationer. Her i Frankrig er der meget få bøsseorganisationer. Folk er i den grad skabsbøsser."
Hvorfor er der ingen bøssekultur i Frankrig?
"Amerikanerne har altid været meget hurtige til at dele sig op i mindretal, inteessegrupper og lobbyer. Gå ind i en amerikansk boghandel, her er bøgerne er delt op i "den sorte roman", "den jødiske roman", "bøsseromanen" og gay studies, jewish studies og black studies. Det ville man aldrig se i Frankrig. Og kun i Paris er der én enkelt boghandel for bøsselitteratur.
Amerika blev grundlagt af religiøse grupper der søgte deres frihed til at være som de var. Og alle de mindretalsgrupper der siden er kommet til, ligner meget de oprindelige, religiøse med egne regler og skikke. Så amerikanerne er ude af stand til at forstå franskmændene og deres beslutninger om for eksempel at forbyde de muslimske piger at bære slør i skolen
Siden Gays Pied måtte gå ind for nogle år siden, har Frankrig ikke haft noget egentligt, upornografisk bøsseblad, før Pierre Bergé (direktøren for Yves Saint Laurent) i denne sommer har startet et nyt, Têtu, redigeret af Act Ups leder. Måske vil det overleve. Og ved dette års Gay Parade i Paris var der flere mennesker end nogensinde før.
Så tingene forandrer sig i Frankrig. Men stadig er det meget, meget forskelligt fra Amerika."
Elsker døde af AIDS
"Det gode ved Frankrig er at der virkelig er en stærk og omsorgsfuld stat. Min elsker døde sidste år af AIDS. Han var fransk og havde total sygesikring, modtog endda til sidst RMI (bistandshjælp).
Faktisk var det grunden til at vi kom tilbage fra Amerika. Jeg havde sygesikring i USA fra det universitet hvor jeg underviste. Men den dækkede ikke ham."
Var Deres franske elsker ikke meget anderledes i sin selvopfattelse og sine attituder end en amerikaner?
"Absolut. Da jeg mødte ham, var han gift, meget lykkeligt – i seksuel henseende. Men han stredes med sin kone om andre ting, deres personligheder var hver for sig for stærke, så de var altid på kant med hinanden.
Sammen holdt vi aldrig et selskab hvor vi kun var mænd. Der var altid også inviteret kvinder. De fleste af hans venner var kvinder. Han var faktisk meget åben med hensyn til at være bøsse. Han opholdt sig på ingen måde "i skabet". Og han var også meget åben med hensyn til at være have AIDS, hvilket er usædvanligt for franskmænd, og jeg tror nok det var det amerikanske eksempel der smittede.
Min franske elsker var absolut forskellig fra mig i enhver henseende. Og det respekterede jeg. Og vi havde det fint sammen."
Nej til bøssekultur
I januar i år offentliggjorde den new yorkske ugeavis Village Voice en alarmerende artikel om at bøsserne var holdt op med at beskytte sig selv og stadig mere uhæmmet drev usikker sex. I San Francisco er antallet af HIV-smittede blandt de unge homoseksuelle fire gange så høj som i 1987.
En af forklaringerne kunne være at med de mange dødsfald "nedarves" en tradition for at vide og passe på ikke til den næste generation. Men også andre forklaring, af mere eksistentiel- filosofisk art bliver foreslået.
Artiklen blev i april oversat og bragt i det franske AIDS-tidsskrift Le Journal du Sida og var her vedføjet et interview med den franske jødiske filosof Alain Finkielkraut.
"Man skal ikke ønske sig, at en "bøssekultur" som den amerikanske vinder indpas i Frankrig," siger Finkielkraut og fortsætter med henvisning til Michel Foucaults lære om den borgerlige kulturs seksualitetskasser som fælder for det frie menneske:
"Det er en reduktion at stivne i en identitet der bestemmes af ens seksualpraksis. Uanset hvilken. Diskretion, tvetydighed, ubestemthed, blufærdighed er ikke, som man så ofte tror, rester af undertrykkelse og forbud, men uundværlige former i enhver livskunst."
I begyndelse af maj bragte dagbladet Le Monde på sin forside et sammendrag af den upåagtede artikel og interviewet med Finkielkraut hvad der ingen debat medførte i bladets spalter.
"Jeg afskyr den artikel," siger White, da den bliver bragt på banen.
Men hvad ligger der bag ved observationerne i Michael Warners artikel? Franskmændene er ligeglade med sikker sex. Men det samme er nu også de amerikanske bøsser?
"Jeg tror det skyldes, at folk er så trætte af epidemien som har varet så længe. Og mange venter så spændt på hvornår det mon bliver deres tur til at blive positive, at det er en hel lettelse så at blive det. Så er det overstået.
Undersøgelser viser, at ud af de seksuelt aktive bøsser der er negative, langt størstedelen vil blive positive. Det er jo ganske nedtrykkende, og jeg tror det skaber en masse frygt.
Hvad jeg ikke kan li' ved Alain Finkielkraut er at han er en heteroseksuel filosof som kender meget få mennesker der har AIDS, og hvad han siger er det rene hjernespind. Det er det sidste i verden AIDS-sektoren har brug for: en heteroseksuel filosof."
Den form for befrielse, der blev skabt af den amerikanske bøssebevægelse, er identisk med Deres egen historie. Men det samme er jo ikke sket i det franske folks historie. Og nu kan man i Newsweek (17. juli) læse i en forsidehistorie om den fremvoksende biseksualitet i Amerika. Lakker 25 års udvikling i det amerikanske bøssesamfund nu mod enden?
"Jeg tror der er flere forskellige udviklinger i gang. En af dem er denne:
Mange amerikanske intellektuelle er faktisk påvirket af netop Foucaults ide om, at det er forkert at definere sig selv ud fra sin seksualitet. Det er kun en måde at gøre sig til offer for det etablerede, først og fremmest lægevidenskaben som var dem der skabte ordet homoseksuel i 1860'erne.
Foucault er meget vigtig i Amerika, og derfor tror jeg faktisk mange amerikanere nu modsætter sig hele The Queer Mouvement. "Queer studies" er et nyt fænomen i USA, som omfatter transvestitter, transseksuelle, lesbiske, bøsser og selv heteroseksuelle, som betragter sig selv som værende uden for normen. Men tre eller fire af de ledende, hovedsageligt kvinder, modsætter sig netop homoseksualitetsskiltet.
Heroverfor udkom for ganske nylig en bog, Homos af Leo Bersani, som angriber dette synspunkt og siger: I samme øjeblik, Det kristne Højre og den ekstreme højrefløj i USA prøver at udslette de homoseksuelle, udsletter de homoseksuelle sig selv ved at forkaste endog betegnelsen for deres eksistens. Det er øjeblikket ikke til, mener Basani. Foucault kan ikke få Jessie Helms (den højreekstremistiske senator fra North Carolina; red.) til at holde op med at forfølge bøsserne. – Det er nødvendig at bøsserne opretholder en stærk indre solidaritet og en stærk følelse af identitet for at kunne bekæmpe Det kristne Højre i Amerika. Øjeblikket er ikke inde til, at deres energi skal tappes af dette intellektuelle skoleridt. Og jeg er ganske enig.
Foucault var en af mine bedste venner, og jeg holder meget af hans tankeverden. Men når det drejer sig om at tænke praktisk, er øjeblikket ikke inde til at påkalde sig disse ideer."
En helt ny udvikling
I en artikel fra 1983 taler De om at bøsserne lever et liv der senere vil blive de heteroseksuelles. Det samme synspunkt fandt man senere i danskeren Henning Bechs bog Når mænd mødes der gjorde det til et hovedpunkt og da også henviser til Deres artikel. Hvor kommer den idé fra? Fra Dem?
"Nej, jeg tror det lå i luften på det tidspunkt.
Der har altid været to adskilte "skoler" blandt de amerikanske bøsser. Assimilisterne som gerne ville være en integreret del af samfundet. Og så den anden gruppe som føler er der er en særlig skæbne forbundet med at være bøsse, og at vi aldrig ville blive som de andre, og at det heller ikke er ønskeligt. Men at bøsser i visse retninger kan tjene som eksempel for det heteroseksuelle samfund. Det tror jeg selv er rigtigt.
Men gælder den mønsterrolle stadig?
"Nok i ringere grad. Hvad der sker i dag, er noget helt andet. Jeg tror der blandt de unge i visse byer som San Francisco, Berlin – ikke Paris – men London er et helt nyt samfund under udvikling med lesbiske som er sex-positive, som kan li' sex og som kan li' mænd og især bøsser. Der er sker en nedbrydning af internationale barrierer, mellem racerne og af de gammeldags barrierer mellem "kønnene".
Det finder jeg meget opmuntrende, og jeg kunne li' at skrive en bog om det. Lige som jeg i sin tid skrev States of Desire (Begærets tilstande) i 1980 om den mandlige, homoseksuelle verden. Nu er der dette andet fænomen der er så nyt at det ikke engang har et navn. Men jeg ser det hele tiden omkring mig.
Jeg var fornylig i Prag, og der var alle disse unge mennesker under 30: mændene er ofte bøsser, men ikke nødvendigvis. Nogle af kvinderne er lesbiske, men langt fra de fleste. Alle forskellige racer. De sover allesammen sammen, men har som regel ikke sex.
De holder om hinanden og lever sammen på en promiskuøs måde. De finder os andre gammeldags med vore betegnelser for bøsser og lesbiske. Jeg tror virkelig, der er noget nyt på vej. Men endnu forstår jeg ikke rigtig, hvad det er."
Vil vi om 50 år stadig finde mere eller mindre jævnaldrende mænd der lever sammen i parforhold. Noget der før dette århundrede var ukendt?
"Det tror jeg. Der har altid været folk med den smag. Selv i det gamle Grækenland. Der kunne de bare ikke få lov. Der var reglen at den ene skulle være ældre og den anden ganske ung."
Hvad er Deres egen historie?
"Jeg har måttet leve med at måske hundrede af mine bekendte er døde af AIDS, nogle af dem var blandt mine bedste venner og elskere. Jeg er meget stoisk. Måske også fordi jeg selv er HIV-positiv"
Hvordan kan det gå til, når man er så oplyst?
"Jeg var meget promiskuøs i perioden 1979-81 i New York, og ingen vidste dengang noget, og vi troede det var godt at være promiskuøs."
Er det ikke en verdensrekord at være smittet for så længe siden?
"Måske, ja," svarer White med et undskyldende smil.
"Vi kendte ikke sygdommens sande natur før end i 1985. Så I europæere var heldige."
