Sankt Oscar

Forfatteren Oscar Wilde der er biografaktuel med filmen Wilde, har i snart 100 år været spejl for en kulturform der dårligt nok var opstået da han led og døde: den vestlige bøsseidentitet der har kåret ham som sin helgen. Vidste han det, ville han vende sig i sin grav på Père Lachaise kirkegården i Paris.

I maj 1895 blev den 41-årige Oscar Wilde idømt to års straffearbejde for "grov uterlighed" i omgang med personer af samme køn. Under de tre retssager der førte til dommen, nægtede Wilde at have haft sex med sin 16 år yngre ven, den ryggesløse Lord Douglas, eller med nogen af de trækkerdrenge modparten havde ført som vidner i sagen.

I hundredåret for retssagen fik den tidligere franske justitsminister Robert Badinter i Paris opført et skuespil, C.3.3., der havde titel efter navnet på den celle hvori Wilde tilbragte hovedparten af sit fængselsophold. Juristen Badinter vurderede at Oscar Wilde var offer for et justitsmord. Nok blev Wilde dømt i overensstemmelse med lovens ordlyd (der skelnede mellem uterlighed og sodomi, dvs. analt samleje), og nok indrømmede Wilde bagefter, i en forgæves ansøgning om at blive benådet, sin skyld. Men ikke desto mindre var han, siger Badinter, syndebuk for et puritansk samfunds dårligt skjulte lidenskaber og ængstelse.

Den homoseksuelle praksis som 1885-loven sigtede på, var nemlig vidt udbredt på kostskolerne og universiteterne blandt sønnerne af det engelske aristokrati (og deres lærere). Ellers havde der jo heller ingen grund været til at vedtage loven. Men den havde ikke medført nogen indskrænkning, højst i visse tilfælde, som Wildes, givet anledning til pengeafpresning.

En samtidig iagttager, den radikale journalist W. Stead, skrev, som en af de få der i offentligheden forsvarede Wilde: "Hvis alle de som gør sig skyldige i de handlinger Wilde er anklaget for, skulle sættes i fængsel som ham, ville vi opleve en sand exodus fra Eton, Harrow, Rugby og Winchester (de fire fornemme kostskoler) til (fængslerne) Pentonville og Holloway."

Men end ikke Lord Douglas som ellers var den Wilde i hvert fald havde begået sin forbrydelse med, blev sigtet endsige dømt skønt han var myndig og ikke længere kunne betragtes som en vildført yngling.

Kærligheden uden navn

Badinter fremstiller Wilde som en patetisk figur, og stykket foregår som flash backs i fængselsrammen. I Paris blev Wilde spillet af den vel 60-årige Roland Bertin, lige så blød og hoftebred som den kun godt 40-årige, men efter sin tid lige så ældede Wilde med de dårlige tænder. I tilbageblikket på retssagerne fremhæver Badinter i stykket det forhold at Lord Douglas' bror formodentlig havde et lignende forhold til landets premierminister, hvis privatsekretær han var, indtil han kort før retssagerne mod Wilde begik selvmord. Badinter øser af kilder der først blev tilgængelige i hundredåret for retssagerne, og kan bevidne at "det officielle England kunne ikke tillade sig nogen mistanke om at stå i støttende ledtog med Wilde og Douglas".

Indenrigsministeren udstedte personligt arrestordren mod Wilde; rigsadvokaten hvis nevø efter sigende havde ligget i med Wilde i Paris, bidrog direkte til at processen mod Wilde blev rejst efter tabet af den injuriesag Wilde havde anlagt mod Douglas' far for at have beskyldt ham for at "posere som sodomit"; og landets justitsminister ser magtesløs til mens han udtrykker ønsket om at Wilde når at flygte ud af landet. Det var han ikke ene om. Alle hans rådgivere spåede han ville tabe, og alle hans venner bad ham flygte efter injuriesagen. Undtagen Douglas der insisterende troede på gennem sagen at kunne skaffe sig og sin familie hævn over en despotisk, nærmest vansindig far.

Hvorfor flygtede Wilde ikke? Han havde jo ikke mod til at stå ved sin seksuelle praksis og forlange at offentligheden holdt sin næse uden for hans privatliv. I stedet prøvede han at føre et indirekte forsvar hvis kulmination er en berømt replik Badinter ikke tager med i sit skuespil der i øvrigt heller ikke beskæftiger sig med Wildes æstetik, filosofi eller forfatterskab. Hvori består den kærlighed der ikke tør nævne sig ved navn? spørger anklageren under den midterste retssag og henviser til en formulering i et digt af Douglas, eftertiden ofte har tillagt Wilde.

"I vort århundrede," svarer Wilde, "betegner denne kærlighed en ældre mands hengivenhed for en yngre som den mellem David og Jonathan eller den Platon gjorde til grundlag for sin filosofi, og som man også finder i Michelangelos og Shakespeares sonetter. Det er den dybe hengivenhed der er lige så ren som den er fuldendt. Den frembringer og gennemstrømmer store kunstværker som Shakespeares og Michelangelos. Den misforstås i dette århundrede så meget at den passende kan beskrives som en kærlighed der ikke tør nævne sit navn, og det er på grund af den jeg står her. Den er smuk og fin, den nobleste form for hengivenhed. Der er intet unaturligt i den. Den er intellektuel og genfindes mellem den ældre og den yngre mand når den ældre har intellekt og den yngre glæde, håb og livets herlighed foran sig. Men verden forstår den ikke. Verden håner den og sætter den sommetider i gabestokken."

Pinagtig retssag

Replikken findes til gengæld i amerikaneren Moisés Kaufmans skuespil Grov uterlighed (»Gross Indecency«) der på andet år spiller for fulde huse off Broadway i New York. Også den er angiveligt et skuespil om "de tre retssager mod Oscar Wilde". At der er tre skyldtes at den midterste måtte gå om fordi nævningene ikke kunne blive enige om at afgøre om Wilde og trækkerdrengenes husvært havde været usædelige. I den sidste og afgørende retssag var Wilde alene på anklagebænken. Mellem de to sidste retssager var Wilde løsladt mod kaution og afviste endnu en gang at flygte, støttet af blandt andre sin bror og sin mor: "Hvis du bliver, vil du altid have min kærlighed, selv hvis du kommer i fængsel," sagde hun. "Men hvis du rejser, vil jeg aldrig mere tale til dig."

I Kaufmans skuespil spilles Wilde af den unge Michael Emerson der sammen med Bill Dawes forfinede Lord Douglas giver det newyorkske bøssepublikum alle tænkelige identifikationsmuligheder med et idealpar der kæmper for at leve livet i den kærligheds navn der dengang endnu ikke vovede at træde frem. Stykket lader Douglas love at hans familie vil betale sagens omkostninger, men glemmer at fortælle at Douglas aldrig bidrog med en krone, heller ikke da Wilde siden ensom befandt sig i eksil og bad om hans hjælp. Ja, Kaufman påstår endda frimodigt at de to var sammen indtil Wilde døde tre år efter løsladelsen, skønt de kun én eneste gang mødtes i Napoli.

I denne uges nummer af New York Review of Books skriver Jason Epstein, i en anmeldelse af blandt andet Kaufmans stykke, at Wilde selv var ude om det ved dels at provokere med sine klasseoverskridende fraterniseringer med adelssønner og trækkerdrenge, dels ved – selvmorderisk, siger også Badinter – at gå ind i retsagerne. "Men det mest sandsynlige er at Wilde ikke selv vidste hvorfor han blev," skriver Epstein.

Den selviske kæmpe

En helgen er et menneske der med åbne øjne og for sin tros skyld går i døden, skønt han kunne have undgået det ved flugt eller ved simpel afsværgelse af sin tro. Gennem en menneskealder har Oscar Wilde, ikke mindst i USA, været dyrket som urbilledet på den frigjorte homoseksuelle der blev knust af et fjendtligt samfund og led for sin ærlige overbevisning. Og Wilde byggede selv med på legenderne ved i eksilet at tage navnet Sebastian efter den helgen han siden ungdommen havde dyrket i Guido Renis maleri. Men der var ingen overensstemmelse mellem det liv Wilde sammen med sin sengekammerat Douglas førte mellem trækkerdrenge i London og araberdrenge i Nordafrika, og så den lovsang til platonisk kærlighed han afleverede i retssalen, men i øvrigt havde formuleret fire år før under indtryk af den renæssance-forskning han havde mødt i sin studietid i Oxford.

Pæderasti hos Sokrates og Platon handler om at den modne mand gennem et fysisk-åndeligt forhold til ynglingen opdrager ham til samfundsbevidst og ansvarsfuld borger og familiefader, og det blev af nyplatonismen i renæssancen stumpvis bragt til Michelangelos og Shakespeares kundskab. Men det var heller ikke dén Wilde skildrede i Dorian Grays billede som tværtimod viser hvor forførende grusom og fatal dyrkelsen af ungdommens hurtigt falmede skønhed kan falde ud.

Så hvordan går det til at Oscar Wilde i vore dage bliver opfattet som den typiske, klassiske bøsse: Vittig indtil det affekterte, outreret indtil det skabagtige, ironisk indtil det sarkastiske, æstetisk indtil det umoralske, når han selv ikke kunne drømme om at opfatte sig som "homoseksuel" eller "invers" – termer der end ikke eksisterede på hans tid?

Simpelthen, svarer den amerikanske professor Joseph Bristow i den nye Cambridge Companion to Oscar Wilde, fordi jubelbøssen er formet over Oscar Wilde og ikke omvendt. I Kaufmanns stykke er pauseindlagt et karikeret spillet, men autentisk interview med en moderne bøsse- og Wildeforsker der ikke desto mindre får lov at sige den sandhed at Wilde ikke udfoldede, men skabte de ideer den vestlige kultur bygger på i dag – i så henseende.

Ganske vist er det med Kierkegaard moderne at hævde at livet skal leves forlæns, men forstås baglæns. Men Wilde forstås nu bedst forfra, ved at knytte ham til den "æstetiske bevægelse" der opstod allerede i 1870'erne og hvorfra han udviklede en kunstfilosofi som var den han først og fremmest udfoldede i sine værker.

Den forståelse får man ikke bidrag til i Brian Gilberts film Wilde der i morgen har dansk premiere. Også den ligger under for en "moderne" og i dag tvivlsom opfattelse når den skildrer Wildes "opvågnen" til sin "homoseksuelle identitet" da han som ung ægtemand og far møder et frivolt blik fra en trækkerdreng og umiddelbart efter lader sig forføre af den 16-årige Robert Ross. Det er i værkerne man skal søge sammenhængen i Wilde, og Gilberts film giver et vink med sin brug af det tidlige eventyr om "Den selviske kæmpe" der holder sin skønne have for sig selv og bygger en høj mur hele vejen omkring den så hverken børn eller voksne kan trænge ind.

Robert Badinter: C.3.3. Précéde de Oscar Wilde ou l'injustice. Actes Sud, Arles 1996. 151 s. FF80.
Moisés Kaufman: Gross Indecency. The Three Trials of Oscar Wilde, Vintage Books, New York 1998. 143 s. $10.
Peter Raby (red.): The Cambridge Companion to Oscar Wilde. C.U.P., Cambridge 1977. 307 s. £13.
Julian Mitchell: Wilde. Screenplay and Afterword. Introduction by Stephen Fry. Orion Media, London 1997. 240 s. £16.99.
Merlin Holland: The Wilde Album. Fourth Estate, London 1997. 192 s. £12.99