Rimbaud fra stepperne
Som en seismograf for udviklingen sprang Rudolf Nurejev ind på verdensscenen på samme tidspunkt som frigørelsen, af enhver art, begyndte sit triumftog i Vesten. I den forløbne uge spredtes som berømmelsens aske ejendelene fra hans parisiske lejlighed over verden.
PARIS
Ingen ved endnu rigtig hvor rig Nurejev var, for hans formue blev gemt i alle mulige former for selskaber og bankkonti rundt om i verden. Der gættes på alt imellem 50 og 80 mio dollars.
Det er flere penge end nogen balletdanser, koreograf og teaterdirektør kan spare sammen. Selv om han som Nurejev blev den højest betalt mandlige danser og i sin perioden som balletchef i Paris opretholdt alle tre honorarer samtidig.
To forhold fik Nurejevs formue til at vokse så kolossalt. For det første, men mindre afgørende, nægtede han så konsekvent som muligt at betale skat.
"Hvorfor give regeringen penge?" spurgte han. "Det er jo mig, der gør arbejdet." Hjemme i Rusland havde der der ikke været noget der hed indkomstskat. Det var først og fremmest som skattely at de fonde blev oprettet som i dag bærer hans navn.
Da Nurejev i 1983 blev leder af Pariser Operaens Ballet, betingede han sig udtrykkeligt at kontrakten ikke forpligtede ham til at være i Frankrig mere end 180 dage om året. Så han kunne slippe for at betale skat.
Det var ellers her Nurejev hørte hjemme og lod sig begrave, og i denne uge kom indboet fra hans lejlighed i Quai Voltaire nummer 23 på auktion hos Christie's i London.
Når det har varet så længe, skyldes det måske delvis et kommercielt hensyn til spredning af interessen. Indboet fra lejligheden i Dakotabygningen på Central Park West i New York blev solgt i januar.
En anden grund er retlige stridigheder om boet. Hans russiske familie, tre søstre og deres børn, fik kun en symbolsk del af formuen. Men to af dem, søsteren Rosa og hendes niece Gouzel der i 1982 kom til Vesten, gør for retten i Paris og i Monaco krav på mere.
Visse hensyn
Var Rudolf Nurejev ikke vokset op i det fattigste Sibirien under den hårdeste stalinisme, men i et røgsort industrikvarter i Liverpool eller New Jersey, var han nok blevet rockstar.
"Denne mærkeligt plagede kunstner hvis medium nu blev dansen," skrev kritikeren Richard Buckle om den 23-årige balletdanser da tataren første gang optrådte i London, et halvt år efter sin dramatiske afhopning i Paris i 1961.
Det var Buckle, der kaldte ham "Rimbaud fra stepperne" og dermed antydede en tredje mulig kunstart hvori denne tidstypiske skæbne kunne have udfoldet sig.
Da Nurejev døde i januar 1993 af AIDS, sagde hans franske læge Michel Canési, som havde fulgt ham gennem ti år, i et interview om ham:
"Rudi gennemlevede det hele, elendigheden, kommunismen og dens sammenbrud, æren, lykken og AIDS. Med sin egen person blev han en syntese af et halvt århundrede."
Men hans evne til at følge med tiden, eller måske lige frem at få tiden til at følge med sig, var endnu mere omfattende. Han seksualiserede med sin panterudstråling den mandlige balletrolle og hævede den fra et bifag som vedhæng til ballerinaen til et hovedfag. Med sit talent og sin publikumstiltrækning blev han ballettens Callas eller måske snarere dens Picasso med en vitalitet, en alsidighed, en vilje og et mod som sjældent set.
Meget blev gennem Nurejevs 30-årige karriere i Vesten skrevet om hans kunst og hans person. Der blev også udgivet biografier, begyndende med hans egen lille selvbiografi fra 1963. Men først efter hans død er der kommet gang i kulegravningen af den historie, som mange hensyn undervejs havde tilsløret.
Hensynet til familien der blev tilbage i Rusland. Hensynet til Nurejevs sikkerhed i Vesten. Hensynet til hans karriere og hensynet til de mange mennesker hvis følelser, og nogle gange liv, han satte på spil ved sit ofte hensynsløse måde at være på.
Rudolf Nurejev vedkendte sig aldrig offentligt hverken arten af sin seksualitet eller sin AIDS-sygdom. Det fik nærværende avis til loyalt ved hans død af fortie begge dele.
"Men Nurejev var nu i 1970'erne så 'åben' om sit homoseksuelle liv som man kunne være det på det tidspunkt," skriver den ene af hans post mortem-biografer, englænderen Peter Watson i sin store, grundige, men også noget kaotiske og ikke altid rigtig pålidelige bog.
Som Nyrejev udtrykte det i 1979 til en interviewer:
"Jeg ved hvad det vil sige at elske, både som mand og som kvinde."
Watson har "fejet gulvet" for at få al skidtet med op på bakken, og om Nurejevs erotiske privatliv fortæller han mere eller mindre sandfærdige enkeltheder der ikke lader sig trykke i denne avis.
Peter Watson har, som skik er, talt med alle de venner og fjender af Nurejev han har kunnet komme i nærheden af. Men han er ikke så nøjeregnende som den amerikanske skuespiller og danseskribent Otis Stuart der i sin debutbog om Nurejevs "offentlige og private liv" holder ganske og betryggende præcist regnskab med hvem han citerer for at have sagt eller skrevet hvad hvornår.
Sit eget køn
Der er nemlig mange versioner af Nurejevs liv, ental og flertal.
En af de smukkeste tegner den franske Violette Verdy sig for. Hun var Balanchine-danser og i slutningen af 70'erne i nogle år leder af Pariser Operaens Ballet. I 1979 sagde hun om den på det tidspunkt 41-årige Nurejev:
"Han har skabt sit eget køn. Det er hverken mand eller kvinde, men en dansende skabning."
En anden snak unægtelig end denne typiske kommentar fra en mandlig kollega ved Royal Ballet i London hvor Nurejev gennem 14 år var fast gæstedanser, men i 1977 blev vraget som leder af balletten:
"Når Nurejev danser, kan det ofte være svært at se, hvem der er ballerinaen."
Violette Verdy havde set Nurejev i Paris endnu før han hoppede af, og havde fulgte ham gennem hele hans karriere. Hun forsonede sig med hans rå og bryske væsen, hans utroligt beskidte kæft og barbariske manerer og så dem som en form for sandhed og ærlighed.
Om sit forhold til den ene af de to kvinder, han i sit liv var i seng med, siger Nurejev til Verdy:
"Jeg elskede Margot [Fonteyn; hans partner på scenen gennem næsten alle 40 år, som han i 1964 gjorde gravid], og jeg kan elske kvinder. Men forhold til kvinder tager så langt tid, og den har jeg ikke, for jeg må danse."
"Med mænd er sex hurtigt overstået," og Nurejev knipsede med fingrene. For ham var sex noget der skulle overstås, det var en af grundene til at han var bøsse, forstod Verdy på ham.
"Jeg kan da føle skyld over for den ene eller den anden af de knægte, jeg har sovet med," fortsatte Nurejev. "Men jeg må gøre som jeg må. Følger de mig så følger de mig. Det kan lyde brutalt, men sådan er det."
Erik Bruhn
Men den (anden?) store kærlighed i Nurejevs liv var den danske danser Erik Bruhn. Også i hans liv var der kvinder. Men Watson og Stuart bærer troværdige vidnesbyrd nok til at man tør kalde det livslange forhold mellem de to for den vigtigste kærlighedshistorie i Nurejevs, om ikke også i Bruhns liv.
Forholdet havde sin egen grusomme konsekvens. Bruhn var så meget af en verdensstjerne som man kunne være det i balletten, før Nurejev kom og revolutionerede firmamentet. Den ti år ældre Bruhn var Nurejevs idealhelt, og han havde studeret ham i smug, endnu før han kom til Vesten.
De blev hurtigt ført sammen, og den første sommer boede de sammen i Bruhns hus i Gentofte, og fra 1962 delte de i en årrække lejlighed i London. Den ti år ældre Bruhn blev en lærer for den i flere retninger uskolede Nurejev. Men den unge øvede også en voldsom, nogle mente ødelæggende, indflydelse på den ældre danser. De dannede trup sammen, og de remplacerede hinanden. De konkurrerede og de var professionelt jaloux på hinanden.
Seksuelt klingede deres forhold forholdsvis tidligt ud. Men indtil Bruhns død i 1986 forblev de følelsesmæssigt stærkt bundet til hinanden, og det var Nurejev som var hos ham på dødslejet i Toronto.
Det blev i det hele den stadigt mere vildt promiskuøse Nurejevs maner at de forhold der var andet end det rene knald og udviklede sig følelsesmæssigt, som de årelange til amerikanerne Wallace Potts og Robert Tracy, endte i nære venskaber. Hvad der i øvrigt blev Tracys redning da han i 1981 af frygt for den gryende AIDS stoppede enhver seksuel kontakt med Nurejev som efter visse specialisters senere mening var blevet smittet allerede i 1979-80.
I KGBs arkiver
De to nævnte biografer har hver deres speciale.
Peter Watson har benyttet sig af jerntæppets fald og været i Rusland og i Nurejevs fødeland, republikken Bashkir hvor han i Ufa har talt med skolekammerater og naboer til familien og, især, med Rudolfs tre år ældre søster Rezida der aldrig kom til Vesten. Derimod har han ikke talt med de to familiemedlemmer, der kom til Frankrig.
Og så har Watson været i KGBs arkiv i Kreml hvor Nurejev-sagen fylder 2.300 sider. Ikke at han har fået lov at se det hele. Men nok til at kaste nyt lys over Nurejevs dramatiske afhopning i Le Bourget lufthavnen i Paris i 1961.
Watsons konklusion er, at Nurejev på forhånd havde besluttet at hoppe af, og at KGB afslørede dette gennem de kontakter amerikanerne havde ude efter den unge danser som hjemme ved Kirov-balletten i Leningrad havde givet udenlandske besøgende signaler tydelige nok til at blive forstået.
Så kan Watson naturligvis også afsløre at Nurejevs påstand om at han kom til Vesten som jomfru, i homoseksuel forstand, ikke holder.
Yngelpleje
Stuarts speciale er pengene.
Det andet forhold, der fik Nurejevs formue til at vokse op over enhver balletdansers hoved, var dens investering.
Den sørgede ikke mindst Sandor Gorlinsky for. Som i så mange andre af livets forhold ville Nurejev ikke nøjes med mindre end det bedste. Og Gorlinsky var god.
Han var 30 år ældre end Nurejev og rakte over en vidtspændt karriere som impressario, manager og børsspekulant for verdensberømte kunstnere som Gigli, Toscanini og Callas.
Men Nurejev havde selv fra barnsben vist forretningstalent, og han fulgte nøje og klogt med i hvad Gorlinsky gjorde med hans penge. Og han elskede det. Kompensationen for at være vokset op i så megen fattigdom kunne ikke blive stor nok.
Peter Watkins: Nureyev. A biography. 470 s. Hodder & Stoughton, London 1994.
Otis Stuart: Perpetual Motion, The public and private lives of Rudolf Nureyev, 317 s. Simon & Schuster, New York 1995.
