Det blinde engagement

Naturligvis var André Gide ikke den eneste store forfatter, der hurtigt gennemskuede kommunismen. Blandt de øvrige var George Orwell og Arthur Koestler. Men hvem blandt de danske "kulturradikale" indså allerede under den spanske borgerkrig kommunismens totalitære væsen?

Vi undrer os i dag over den langvarige besindelse den venstreorienterede del af 68-generationen har behov for når det kommer til dens egen naive og uoplyste betagelse af totalitære regimer som det sovjetiske og det kinesiske. Men den undren tør også gælde den forudgående generation: den såkaldte kulturradikalisme hvis ideologiske og uoprørske børn 68'erne i høj grad var.

Ifølge mytologien er betegnelsen kulturradikalisme først udmøntet i 1955 – af Elias Bredsdorff. Om de kulturradikale før den tid betegnede sig som "intellektuelle", ved jeg ikke. Man finder kun betegnelsen vagt og sporadisk i Bredsdorffs erindringsbind fra 1983, med den måske lidt naive titel Min egen kurs, der til gengæld et enkelt sted indsmugler ordet kulturradikal om et studenterblad.

Hvad nu ellers kredsen af kommunismebegejstrede akademikere og (færre) kunstnere i 1930'ernes København skal kaldes, så har de et klart fællesskab med kredse i for eksempel det franske Paris. Blandt dem var André Gide som først i sit kommunistiske engagement for alvor trådte fra kunstnerrollen over i rollen som intellektuel og for en tid lod engagementet overstråle indsigten. Var det kun individuelle forskelle der gjorde at Gide så meget hurtigere indså den sandhed alle i dag kender, mens Bredsdorff slæbte på foden og lukkede øjnene? Eller kunne man vælge så mange andre fra de to kulturer og nå til samme resultat?

*

Elias Bredsdorff besøgte Sovjet i 1935. Sin unge alder til trods (Bredsdorff er født i 1912) havde han allerede en strålende politisk karriere bag sig. Efter i 1932 som "overbevist socialist" at have meldt sig ind i DKP blev han samme år formand for Studenterrådet og året efter formand i Studentersamfundet der siden rusåret havde været det frafaldne højskolebarns ideologisk børnehave. Han havde været på studieophold i England og omgikkes fremtrædende britiske socialister. Nu var han sekretær i den nystiftede forening Frisindet Kulturkamp, blandt hvis øvrige kommunistiske medlemmer var Peter P. Rohde. De øvrige var det man dengang kaldte salonkommunister, heriblandt Poul Henningsen.

Det var en rejse arrangeret (og delvis betalt) af Sovjetunionens Venner i Danmark. Blandt de 50 deltagere var også Peter P. Rohde. Turen gik til Leningrad og Moskva. Da de øvrige rejste hjem, blev – takket være den allestedsnærværende Aksel Larsens mellemkomst – Bredsdorff med kone, Rohde og endnu en deltager i stand til at forlænge opholdet i Moskva og flytte ind i en lånt lejlighed. Vi hører nu i Erindringerne om kamp mod væggelus og ejendommens babusjka der stjæler deres pølse. Men Bredsdorff meddeler kun få iagttagelser af det russiske samfund, alle positive: mænd og kvinder arbejder sammen også i de barske mandeprofessioner, kirkerne er stadig åbne, men besøget stærkt "skrumpet" fordi folket selv skulle betale, fodbold og faldskærmsudspring er meget populært. De fire siders rejsebeskrivelse slutter med en russisk student der siger: "Men vi er slet ikke færdige endnu, der er langt igen, og det er spændende at være med i opbygningen af et nyt samfund." Og så tilføjer Bredsdorff, i 1983, undskyldende:

Det var før Moskvaprocessernes og den store politiske udrensnings tid, og vi vendte alle fire hjem med stor og – det skal indrømmes – ganske ukritisk begejstring for alt, hvad vi havde oplevet."

*

Hvornår vågnede så Bredsdorffs kritik? Da Stalin i august 1939 indgik ikke-angrebspagt med Hitler? Nej, det opfattede Bredsdorff pænt som "taktik". Men hvad med processerne og den øvrige undertrykkelse der nu havde fundet sted? Jo:

Jeg havde slugt mange kameler i min tro på kommunismen og min blinde tillid til Sovjetunionen. Jeg havde accepteret de officielle forklaringer på Moskvaprocesserne og nægtede at tro på rygterne om forfølgelser, arrestationer og henrettelser af uskyldige.

Hvad der fik Bredsdorff til at melde sig ud af DKP var først Sovjets angreb på Finland i november samme år, efter verdenskrigens udbrud. Og han meldte sig ind igen efter Befrielsen i 1945 og ud igen i 1946 da han fik stilling som dansk lektor i England. Det sidste medlemskab springer han nådigt over i sine Erindringer. Det skal man til netleksikonet Solidaritet for at slå op, mens Den Store Danske Encyklopædi fra Gyldendal i sin biografi ikke nævner partimedlemskaberne med ét ord. Og når Bredsdorff nu tilstår til Information at han meldte sig ud "for sent", må man spørge hvorfor han da meldte sig ind igen.

*

Året efter Bredsdorff rejste André Gide til Sovjet som officiel gæst. Gide var tre gange så gammel som Bredsdorff, men hans begejstring for kommunismen var i begyndelsen ikke mindre ungdommelig. Den faldt sammen med Bredsdorffs. Efteråret 1931. I Frankrig var valget mellem at være salonkommunist og betonkommunist hårdere trukket op, og Gide fulgte betydeligt mere selvstændigt end Bredsdorff sin egen kurs. Der var aldrig så meget som tale om partimedlemskab. André Gide besad, ved siden af så meget andet, en stor men hjemløs idealisme som mest havde givet sig udtryk i oprør og opgør med en kristen baggrund som han i sit frafald tog betydeligt alvorligere end Bredsdorff der nærmest blot rystede den af sig. Denne idealisme pantsatte Gide for en tid i kommunismen og forklarede sig selv bagefter at: "Det var så fredfyldt helt og udelt at gå ind for noget."

Gides begejstring for kommunismen byggede hverken på antifascisme eller marxisme. Først i 1932 læste han (i) Das Kapital. Hvad der begejstrede ham var kommunismens "undertrykkelse af familien", hvis mekanismer Gide afskyede, og den "solidaritetsfølelse" det sovjetiske uddannelsessystem ville opbygge for den ungdom Gide altid og på alle måder var optaget af.

Gide tabte allerede i 1932 sin kommunistiske barnetro, og hvad der i første omgang bekymrede ham mest var om der fandt en "borgerliggørelse" sted i det sovjetiske samfund. Så det var først efter store betænkeligheder og en udsættelse at han sammen med fem venner omsider, i sommeren 1936, rejste til Sovjet som officiel gæst, ikke mindre "indhegnet" end Bredsdorff.

Men for det første deponerede Gide aldrig sin selvstændighed. Han var ikke en mand der slugte kameler. For det andet, og her ligger nok hovedforskellen mellem det franske og det danske miljø, hans omgangskreds var ikke eksklusivt politisk bestemt. I hans kreds af venner og fagfæller diskuterede man på tværs af menings- og holdningsskel. Gide havde længe været vant til det på religionens område, og nu hvor han blev politisk, tog og gav han modargumenterne og ofte stærke reaktioner uden at bryde eller ekskludere. Det er netop diagnosen i disse måneders franske debat om den intellektuelles eventuelle død at argumenter er blevet afløst af hånsord og foragt fløjene imellem. I Danmark har den såkaldte kulturradikalisme for længst sørget for at dele landet i to lejre der ikke taler ret meget sammen.

*

I Moskva og på den følgende rejse til Georgien og egnen omkring Sortehavet gjorde Gide iagttagelser nok til efter hjemkomsten at skrive en rejsebog, Retour de l'U.R.S.S. (1936) der vakte enorm opsigt ved sin klare, men stadig venskabeligt mente kritik. Mange af hans konkrete iagttagelser kunne Bredsdorff og hans venner også have gjort sig. For Gide krævede det for stærkt et håb til fremtiden ukritisk at skulle rose dette ensartede mangelsamfund med dets undertrykkelse af enhver opposition.

Da Gide i sommeren 1937 var i Italien, blev han fra murene mødt af de fascistiske slagord som "Tro, adlyd, kæmp".

"Men de antifascistiske kommunister har jo overtaget dem," bemærker Gide i sin dagbog. "Også de forlanger tillid, lydighed og kampiver uden spørgsmål, uden kritik, i blind underkastelse. Tre fjerdedele af de italienske slagord ville passe fint på Moskvas mure." Og, tilføjer Gide:

Morgendagens historikere må svare på, hvordan og hvorfor målet bukkede under for midlet, og hvorfor ånden i kommunismen i den grad har opgivet at modsætte sig fascismens og overhovedet at adskille sig fra den.¹

*

I Danmark var der faktisk én der gjorde Elias Bredsdorff opmærksom på sammenfaldet mellem kommunisme og fascisme. Det var den 75-årige Henrik Pontoppidan der i sommeren 1933, som svar på Bredsdorffs opfordring til at deltage i en protestadresse mod Nazi-Tysklands forfølgelse af Hitlerregimets modstandere, skrev til ham:

Den Haardhed, hvormed Tysklands Antifascister i Øjeblikket behandles, [...] er [...] jo kun den Skæbne, de selv havde tiltænkt deres Modstandere og maaske ogsaa havde naaet at give dem, dersom disse ikke var kommet dem i Forkøbet med deres Revolte og i Stedet for en "rød Front" havde skabt en national, der altid vil vise sig at være den stærkeste.

Den analytiske pointe opfattede Bredsdorff hverken dengang eller siden, og det var nok den sidste tilføjelse han udtrykker sin store skuffelse over så sent som i 1983, da han aftrykker Pontoppidans brev i første bind af sine Erindringer.

Forstå mig ret: jeg ønsker ikke specielt at udhænge Elias Bredsdorff der samtidig var et pænt menneske og en fortræffeligt arbejdende frihedskæmper. Han er kun ét, ganske vist slående, eksempel på det blinde engagement der har haft så svært ved at indse og indrømme sine fejl i et offentligt rum det var deres erklærede hensigt som "intellektuelle" at påvirke.