Litteratur og teater

Jeg begyndte i litteraturen og blev cand.mag. i 1969. I 1963 fik jeg min første boganmeldelse i avisen. Avisen var Kristeligt Dagblad hvor Bent A. Koch 1928-2010) var chefredaktør. Jeg var præstesøn, vokset op med den avis, så skønt jeg egentlig skulle i gang med mit speciale, var det for fristede at sige ja til Kochs tilbud, og jeg modtog en håndfuld bøger som jeg anmeldte. Men efter at de to første anmeldelser var trykt, blev der ikke bragt flere. En dag fortalte litteraten Jan Nissen, også han anmelder ved K.D., en god ven af min svoger og senere af min bror, at det var kollega, stud.mag. Thomas Bredsdorff d.y., der havde sat en kæp i hjulet. Hans begrundelse over for Jan var at han ikke brød sig om min "emblem-kristendom". I stedet fik han tilknyttet en anden studiekammerat, Povl Schmidt (1935).

Min far havde i sine yngre år været landssekretær i K.F.U.M. og gik derfor ganske rigtig med emblem. Jeg havde i min drengedom været medlem af F.D.F. men uden emblem, og havde forladt forbundet i konfirmationsalderen. Men hvad metaforen egentlig gik på, forstod jeg ikke. Den et par år ældre Bredsdorff og jeg havde været sammen på et svenskkursus i Uppsala året før, men ikke dyrket noget samkvem. Jeg husker ham kun fra de selskabelige kollegiesamvær deroppe som den der brillerede i litteraturhistorisk årstalskonkurrence. Måske var det mine medarbejderskaber først ved Gymnasiastbladet, så ved filmbladet Kirke og Film (en anden historie) der stødte ham, men nøjagtig derfra havde Koch lært min pen at kende.

Mine to trykte anmeldelser bærer ingen emblemspor. Om de øvrige gjorde, véd jeg ikke. For da jeg utryg skrev til Koch ("jeg føler mig sjofelt behandlet") og bad om at få mine utrykte anmeldelser retur (jeg havde ingen kopi taget, mærkeligt nok), svarede han at de desværre var forsvundet og at avisens øvrige anmeldere "nu" selv kunne klare jobbet, men at der ville blive mig anvist 200 kr. Det var mange penge dengang og langt mere end jeg ville have fået for de to trykte. Det var mere end det dobbelte af vores månedlige husleje på femtesalen i Birkegade på Nørrebro og en fjerdedel af vores samlede budget. Jeg tænkte mit om hvordan anmeldelserne var forsvundet, men har aldrig modtaget sikker underretning derom, heller ikke da jeg nu i 2009 spurgte Koch selv.

Thomas Bredsdorff, der siden på Københavns Universitet blev en berømt manipulator, vR selv så sandelig ikke emblemkristen. Han havde kun brugt Kristeligt Dagblad som springbræt til Politiken, hvad der lykkedes ham to år senere, efter kun fem års arbejde for den matøjede Lea. Heller ikke Povl Schmidt blev længe, forlod avisen i 1965 til fordel for Information.

Det var held i uheld, det med Kristeligt Dagblad. Jeg havde frigjort mig af Gymnasiastbladets redaktion og kunne nu bruge al min tid på specialet. Først overvejede jeg at skrive speciale om danske folkeviser. Jeg havde gået til hvad man i vore dage ville kalde et editionsfilologisk kursus hos dr.phil. Helge Toldberg, og dette specialfag havde grebet mig. Jeg skrev en lille afhandling om Margrethe-visen.

Men så vendte jeg skuden, jeg erindrer ikke under hvilken tilskyndelse, og kastede mig igen over Henrik Pontoppidans forfatterskab. Igen, for den var en gammel interesse, begyndte i 2. g. på Schneekloths Skole hvor jeg sammen med mine sidekammerat og livslange ven Jørgen Kjærulff, født samme dato som jeg, blot året før, med ungdommelig fanatisme havde tyret mig igennem hele forfatterskabet og skrevet en desværre tabt fristil. Fristilen var nok grundlag for mit første offentlige foredrag, holdt i Gymnasiastbevægelsens rammer i 1958 med titlen "Det store Spøgelse".

[Fortsættelse følger.]

(Påbegyndt maj 2008; redigeret og fortsat i juli 2009.)