Det afviste barn

Ingmar Bergman har skrevet sine erindringer. Mesteren i forstillelse og selviscenesættelse er omsider oprigtig. Han skåner de fleste – kun ikke sig selv.

De tidligste ord der kan læses om Ernst Ingmar Bergman står i hans mors, præstekonen Karins hemmelige dagbog fra 1918 hvor han blev født i den første verdenskrigs sidste sommer som søndagsbarn på Bastilledagen: "Han fik straks høj feber og svære diarreer".

Her begyndte et liv med voldsomme psykiske temperatursvingninger og en bestandigt truende diarré. På hvert eneste af de teatre Bergman har været ansat, har han fået indrettet sit eget toilet: "Disse dasser er formodentlig min varige indsats i teaterhistorien", bemærker han med den næsten vrængende falske beskedenhed der trækker sit sarkastisk-ironiske drag gennem hele hans erindringsbog.

Den ydre glans der stod om det statelige stockholmske præstehjem, åben for omverdenens kritik som en kaffebakke, modsvaredes af en indre kulde der udstrålede fra forældrenes indbyrdes isolation ("to ensomheder uden en fælles grænse"), deres moralske overanstrengelse, deres dogmatiske opdragelses-psykologi.

Ingmars første fornavn blev gemt væk, men dets symbolske indhold kom til at stå forrest. Streng og alvorlig var den verden han voksede op i med krav og forpligtelse, skyld og straf, forstillelse og afkald. Streng og alvorlig blev hans kunst. Hans bog handler om sammenhængen mellem de to verdener.

Bergmans skabe

Præstens Ingmar voksede op som et godtroende, mørkerædt, humørløst og stammende barn der holdt op med at tro på Gud som syvårig. Den nyfødtes sygdom havde betydet deportation til mormoderen i Dalarna som blev centrum i hans paradis, men ikke kunne erstatte den mors kærlighed han med alle midler men forgæves vedblev at angle efter. Simulering, forstillelse, løgn, selviscenesættelse, alt tog han i brug for at opnå ømhed og kropskontakt. Han blev blot afvist og straffet. Blandt andet med ophold i det mørke skab under trappen hvor rygtet ville vide at et lille væsen åd tæerne af uartige børn.

Men der var også et andet skab i Ingmars barndom: et rummeligt klædeskab i børneværelset hvortil han fortrak med den kinematograf han en jul byttede sig til fra sin forhadte storebror. Inde i skabsmørket tænder han petroleumslampen og drejer håndsvinget: på en eng slumrer en ung kvinde i folkedragt, hun vågner, sætter sig op, rejser sig langsomt, strækker armene, svinger rundt og forsvinder til højre. Den korte film er bundet i sløjfe så det hele begynder forfra. Drejes håndsvinget langsommere, kan hver bevægelse studeres.

I det ene skab sidder mennesket Ingmar: "et hæmningsløst vrælende barn, for altid spærret inde". I det andet sidder kunstneren og observerer og iscenesætter, "en erhvervssygdom der nådesløst har fulgt mig gennem livet og så ofte har stjålet eller tvedelt mine dybeste oplevelser". Men hvad kom først, må læseren spørge; sygdommen eller erhvervet? I erhvervet lærer han at styre sig: den kunstneriske disciplin skal blandt andet bruges til at beherske (og udnytte) det indre kaos:

Jeg har ingen plads til mine egne komplikationer andet end som nøgler til tekstens hemmeligheder eller som kontrollerede impulser for skuespillernes kreativitet. Jeg hader tumult, aggressioner, følelsesudbrud. Mit prøveforløb er en operation i en til formålet indrettet lokalitet. Der hersker selvdisciplin, properhed, lys og stilhed. En prøve er et ordentligt arbejde, ikke privatterapi for instruktør og aktør.

Det er tjenesteforseelse at lade private kalamiteter komme frem under arbejdet.

Der er frysende koldt i Bergmans skabe, og i hans bog hersker Snedronningens skønhed.

"Der skulle gå over fyrre år, før mine følelser blev befriet fra de lukkede rum, hvor de havde levet indespærret." – Men den befrielse hører vi ikke meget om. Med mindre ærlighed er en følelse, og det må den nok kaldes i det bergmanske univers. Kun i én sammenhæng udgår der varme fra ilden: i skildringen af arbejdsfællesskabet på teatrene, først og fremmest Hålsingborg Stadsteater i årene omkring 1945.

For ikke at tale om alle disse kvinder

Man må i gang med nummereringen, hvis man vil holde tal på Bergmans hustruer og børn. For det er kun i forbifarten de bliver nævnt og flere gange bliver et ægteskab introduceret helt sidelæns: "Jeg havde giftet mig med Else Fisher" eller "Nu … havde jeg giftet mig med Käbi Laretei". Et par gange får vi at vide at hvis vi er nysgerrige, kan vi slå efter i tredje del af "Scener fra et ægteskab" eller tænke på de elskendes værelse i Stilheden. Sit nuværende ægteskab vil han udtrykkeligt slet ikke skrive om, og forholdet til Liv Ullmann gøres af med en kort indrømmelse af den storslåede fejlbedømmelse i hans forventninger og det "stort set kærlighedsfuldt korrekte" i hendes fremstilling af det i Forandringen.

Børnene, hvoraf der må være en 6-7 stykker1, spiller med en enkelt undtagelse slet ingen rolle i bogen, men det er værre, for de har ingen rolle heller spillet i hans virkelighed: ingen af dem er vokset op hos ham, og der går år imellem at han ser dem. Undtagelsen, i bogen, er sønnen af det tredje ægteskab. Da moderen er omkommet ved en bilulykke, sidder Bergman før begravelsen sammen med den 19-årige søn og kan kun iagttage hvor han ligner sin farfar, på øjnene, hårfarven, panden, munden og "samme bergmanske afstandtagende kropsholdning: Rør mig ikke, kom mig ikke for nær, tag ikke fat i mig, jeg er en Bergman, for fanden." Da faderen prøver at bryde tavsheden med nogle forbindtlige ord om hans mor, lammer sønnen ham med et blik fuld af kølig foragt.

Heller ikke om vennerne vil han fortælle, kun om sit eget begrænsede talent for venskabet, der ikke som ægteskabet afhænger af løfter eller bedyrelse, tid eller rum, men til gengæld fordrer den oprigtighed, han er et liv om at lære og stadig nemt bliver mistænksom nok til at svigte.

Ejendommeligt forfalder han derimod i et enkelt kapitel til namedropping: korte samvær med Laurence Olivier, Charlie Chaplin, Greta Garbo og Herbert von Karajan. Langt mere intensitet er der over andre personportrætter: den femte hustrus lærerinde Andrea Corelli, hans mangeårige assistent Tim eller broderen Dag. Men stærkest af alle trænger forældrene sig på. De er der hele tiden gennem den montageagtigt komponerede bog, hvor han går ud og ind af barndommens rum: deres ægteskabelige opgør, deres død og genoplivelse i erindringens besøg. Mod bogens slutning tilstår og beskriver forfatteren endda en lang barndomssøndag med faderen fuld af nærvær og samfølelse og fælder blidt dommen over den bergmanske familie: "mennesker af god vilje med en katastrofal arv af for store krav, dårlig samvittighed og skyld".

Som 16-årig er Bergman på sin første udenlandsrejse: på udveksling hos en tysk præstefamilie i Thuringen. Her møder han nazismen og betages voldsomt. "I mange år var jeg på Hitlers side, glædede mig over hans succeser og sørgede over nederlagene." Hjemme er storebroderen medstifter af det svenske nationalsocialistiske parti, og faderen stemmer i flere omgange på dem. Da sandheden gik op for Bergman, fordoblede den hans selvforagt og fik ham til at beslutte aldrig mere at beskæftige sig med politik. "Jeg burde naturligvis have besluttet noget helt andet."

Om 68-bevægelsens hærgen i den svenske provins er der dog kun bitre ord over den "kinesiske" forkastelse af al tradition, og da vi når frem til skattesagen, viger enhver fortolkning for rå gengivelse af sygdomsforløb og genoptryk af avisartikel. Først Franz Joseph Strauss' politiske omarmelse af ham i en valgkamp da han er gået i eksil i München, bliver for meget, og han tager politisk afstand. Demokratiseringsprocessen får han dog heldigt gennemført som leder af Dramaten, men brækker halsen på det i München som i det hele taget byder ham næsten uoverstigelige og derfor meget animerende vanskeligheder af sproglig og kulturel art.

Forfængelig skarpsindighed

På bogens sidste sider spørger Bergman om det hele er forfængelig skarpsindighed. Er han blevet klogere af at skrive Laterna Magica, og bliver læseren andet end dumklog på sammenhængen mellem hans kunst og hans liv? Der er noget skræmmende ved den præcision hvormed erindringsforfatterens freudianske laserstråle parterer det dunkle liv og lader stumperne falde på plads i systemets kasser. For hans filmkunst er andet og langt mere end frastødende omkostninger ved et forkrampet liv. Men den glæde under han ikke uden videre sig selv: at det onde liv blev til den gode kunst.

Ingmar Bergman: Laterna Magica. Lindhardt & Ringhof, 1987. Oversat af Ida Elisabeth Hammerich. 254 s. Kr. 198,- (indb. kr. 248,-.)

 

[1] 6-7: ved Bergmans død i 2007 var det nævnte tal ni. tilbage