Konge over historien

Bosat i udlandet har jeg først nu, i form af konserves, haft lejlighed til at se Edderkoppen. Jeg har også genlæst Berlingske Tidendes anmeldelser og reportager om serien, og det er deres næsten totale fravær af bekymring for fædrelandets åndelige ve og vel der har affødt de følgende betragtninger.

Før tv, filmens og det fotografiske billedes tid vidste magthaverne – i Danmark kongerne – godt hvordan de skulle danne den historiske bevidsthed i folket: gennem malerier og gobeliner der fremstillede historien sådan som de gerne ville have den opfattet og sig selv husket.

På det punkt har intet forandret sig. Vore historikere kan skrive nok så mange kloge bøger og sammen med andre debattere dem i aviserne. Der kan forskes og grundes. Men det som kommer til at tælle, er billederne. De levende billeder. På TV. Her skabes den historiske bevidsthed om fortiden. Når det er den der står på dagsordenen. Som i Edderkoppen. Men hvem er konge?

Over en million så hele serien, og 400.000 flere nogle af afsnittene. I en volds­dyrkende og blodsprøjtende "amerikansk" stil har de fået skildret et efterkrigs­samfund i total opløsning, hvor der gik en lige vej fra tyveri og sortbørskøb af smørmærker og smuglercigaretter til indtagelse af hård narkotika, dyb politi- og politikerkorruption og mord i lange baner. Fra top til bund og fra hjørne til hjørne.

SERIENS instruktør kan nok så meget han vil, hævde at dette er fiktion. Det er ikke mere fiktion end at Danmarks Radio, for skammens og indrømmelsens skyld, for og bag måtte sende to længere dokumentarprogrammer med en anden opfattelse af den "historiske virkelighed", og et tredje program hvor instruktøren fik lov at fortælle at dette var "efterkrigsårene set med 2000's øjne", hvad i alverden han så mener med det som undskyldning for den groteske fortegning.

Det helt afgørende er naturligvis, som også Erik Nørgaard sagde det i bagefter-programmet, at der aldrig har kunnet påvises nogen som helst forbindelse mellem på den ene side periodens mord og på den anden side sortbørsmarkedet og dets korruptionsgreb om politiet.

At mord kræver eskalering og fordummelse, ville jo ellers være en fin begrundelse for at skildre mennesker som brutale og afstumpede. Som det sker med Hjalmar, Arthur, Ramsing, Davidsen og Vanbjerg. Men Peter Steens politikommissær Gordon har jo ret når han siger til Bjarne Madsen: "Kriminelle forbrydelser i det omfang, De antyder, eksisterer ikke i vores lille land." Selv om Gordon inden for seriens rammer ikke får ret til at have ret.

Under en tredjedel af seriens seere så det efterfølgende dokumentarprogram hvor sandheden blev sagt rent ud. Uden al den forførende æstetik der nu har sikret at næste generation børn ikke vil mangle en fremstilling fra far og mor om hvad der egentlig foregik i 1940'erne.

Bekymrer det nogen? Overhovedet ikke. Ikke et debatindlæg har vi set fra en historiker eller pædagog som kommentar til denne 75-års jubilæumsgave fra en statslig institution der gerne vil holde på licenspengene. Kun filmanmelder Iversen¹ var i sine anmeldelser da serien blev sendt, inde på det "problematiske" og det "spekulerende" i dens sammenblanding af virkelighedsreferencer og fiktionsforvrængninger.

Men hvorfor har ikke eneste af dem der ivrigt deltager i debatten om vores historiske bevidsthed hvad enten det drejer sig om besættelsestiden eller venstrefløjens stilling under den kolde krig, peget på hvor farlig en serie Edderkoppen er?

Hvad serien burde have været mødt med, var ikke en begavet filmkritiks sidestik, men en historikers frontalangreb. Her på bladets debatsider? Ikke en lyd, bortset vist fra en indvending om det tidshistorisk urimelige i at Bjarne Madsen altid går med blød hat indendørs. Debatredaktøren har ikke engang sét serien. Så dyb er åbenbart kulturkløften. Og så ringe er åndsnærværelsen hos dem der ellers bekymrer sig så stærkt for den historiske bevidtheds ve og vel.

VI HAR måske nok i et par generationer lidt af for romantisk en forestilling om besættelsestiden og dens nærmest følgende år. Som også her i Frankrig er der forhold fejet ind under gulvtæppet fordi de var ubekvemme at se i øjnene. Men Edderkoppens genopretning af sandheden set med "2000 øjne" i en tv-serie som inden længe hen ved halvdelen af befolkningen vil have labbet i sig! Glem ikke at den fik karakteren 4,2 på en skala fra 1 til 5. Det er ingen hjælp. Tværtimod.

Serien er meget dygtigt gjort; det kan man også mærke af at billederne går under huden på én. Men jeg må sige at det vil ikke gå som med Matador. Jeg skal aldrig se den igen – undtagen måske for engang at advare et barnebarn, når først det har lært at se blod.

Har instruktøren og hans manuskriptforfattere da haft som bevidst mål at forvrænge historien? Overhovedet ikke. Ingen kongelige fornemmelser her. De har blot villet lægge sig efter en amerikansk film noir-stil der kræver disse voldsballetter og blodorgier. Men den er hentet fra biograffilmen. Det ville aldrig være gået igennem i amerikansk tv, og det er kyllingeagtigt af DRs ledelse at de ikke har turdet gribe ind. Det er flovt at se en europæisk kultur så groft imitere en stil der ingen rod har i vores egen, og når man ikke behøver at agere nationalt betuttet over at den slags billedmageri nu også kan lade sig fremstille i Danmark, er det rigtignok andre ting der falder i øjnene under synet.

På det amerikanske alter er også ofret den humor og psykologiske indsigt der prægede Ballings Matador-serie som jo meget passende slap dér hvor Edderkoppen begynder. Mere tilfældigt er det vel at den største skurk i de to serier er fælles om manufakturfaget – Mads Skjern og Vanbjerg. Tilfældigt kan det derimod næppe være at samme Vanbjerg, indtil han indtager rollen som overskurk, har kombinationen af værnemageri og støtte til frihedskampen fælles med A. P. Møller som denne for øjeblikket – mere eller mindre korrekt, men det diskuteres dog – skildres i herværende avis. Går den idé helt tilbage til Ebbe Reich²?

Bedre end i USA kan vi vel tåle at Edderkoppen også betjener sig af en anno dazumal-manér i sin brug af homoseksualiteten som karakteristisk for de mest afstumpede og onde af forbryderne som Arthur og Ramsing. Den var slet ikke gået i USA, ikke engang i en biografilm. Dertil har de organiserede bøsser udøvet for effektiv en pression på billedfabikkerne.

Skal vi være glade for dette kongeløse anarki? Eller i det mindste vente at Dronningen næste gang i sin nytårstale bebrejder kunstnerne deres over for nationens historie hensynløse egocentri. Ingen andre tør, åbenbart.