Jeg begyndt meget tidligt at anmelde film: i Gymnasiastbladet i 1958 skrev jeg om Pludselig sidste sommer, ???s filmatisering af Tennessee Williams skuespil. Jeg var nybagt stud.mag. i dansk efter et års afbrudt medicinstudie. I årenes løb blev det til jeg véd ikke hvor mange hundrede film, indtil jeg i 1980, da jeg blev kulturredaktør på Weekendavisen, sagde stop og holdt ti års pause fra en kunstart der var begyndt at gå ned ad bakke. Ikke mindst fra 60'ernes slutning, jeg var blevet voksen, professionel filmanmelder på Berlingske Aftenavis i 196? som kollega til den legendariske Erik Ulrichsen, var filmen det kulturområde hvor 'det sneede' som vi sagde dengang. Filmen var den vigtigste kunstart i det tiår hvori jeg fulgte den fra Cannes- og Berlinfestivalen over de københavnske premierbiografer til det danske Filmmuseum hvor jeg i en årrække havde medlemskort nr. 1 og lige som den 'nye franske bølge's trekløver Truffaut, Chabrol og Godard altid sad midt på forreste række Jeg nød uden skrømt amerikanske film, for uanset hvor dårlige de var, for der var også dårlige film indimellem dengang, var der altid et solidt håndværk at glæde sig over. Men det blev om en håndfuld europæiske film (franske, spanske og italienske især) jeg kom til at skrive mine bedste, mest indgående artikler. Det er disse kritiske værker jeg her på netstedet vil præsentere et udvalg af. De mange anmeldelser lader vi sidde i udklipsbøgerne.
Først kommer et par sene artikler om filmlitteratur:
Ingmar Bergman udsendte sine erindringer, Laterna Magica, i 1987 hvor min "daglige" funktion i forhold til filmen ellers kun var som bestyrelsesformand for Levende Billeder, tidsskriftet jeg i 1975 havde grundlagt, men næste øjeblikkeligt kulsejlede med (en historie der kræver et helt kapitel i de erindringer jeg ikke skriver); andre medarbejdere førte bladet videre, og det fik et for genren langt liv. Nogle få gange skrev jeg selv artikler heriblandt denne. Jeg var på det tidspunkt (i min fritid fra Berlingske Tidende hvor jeg var feature-redaktør) i gang med min biografi om Herman D. Koppel (også en anden historie der kræver et kapitel)
I min periode som Paris-korrespondent i 90'erne, hvor jeg igen fik et frugtbart forhold til filmkunsten efter i ti år at have været på afvænning, anmeldte jeg kun én gang. Efter selv at have haft fingrene i klemme med mine teaterforestillinger med Erik Mørk (en tredie historie med krav om et kapitel), havde jeg mistet lysten til at optræde som (for)dømmende anmelder. Sidste gang det skete, på redaktionens opfordring, var af en herværende kollegas erindringsbog, og han blev så såret over min ærlige mening at jeg fik helt ondt af ham. Og så kan man ikke være anmelder. Kulturreportage vil jeg kalde de artikler om kunst jeg derefter skrev, og filmene så jeg for min fornøjelses skyld, skrev indimellem nogle interviews med franske instruktører eller udenlandske instruktører eller stjerner på pressebesøg, og så altså om nogle biografier (se om flere under litteratur og teater) fordi jeg selv var på vej over i genren, heriblandt første bind af Simon Callow Orson Welles-biografi.