Det sande syn

Mondrian før "Mondrian". Den ukendte naturalistiske realist i fuld udfoldelse før han blev abstrakt realist og fandt sit sande syn på den virkelighed der ikke gør forskel på ydre og indre.

PARIS - "Vejene til det abstrakte" hedder denne udstilling om den hollandske maler Piet Mondrians ungdomsværk. Eller skal vi ikke også sætte det i flertal: ungdomsværker. For det er nemlig hovedpointen ved denne forbavsende og fremragende udstilling: Mondrian gik på ingen måde den lige vej til målet.

Det forbavsende kommer af at det først for nylig er muligt overhovedet minutiøst at eftergå Mondrians ungdomsværk. I 1998 afsluttede Robert Welsh sammen med Joop M. Joosten det store Catalogue raissoné. Joosten er medkurator på denne udstilling, og den er tilegnet den amerikanske kunsthistoriker Welsh.

En af monografierne om Mondrian, Carel Blotkamps fra 1995, hedder The Art of Destruction, og det var netop hvad det drejede sig: langsomt og sejt at nedbryde al den kunnen, al den tradition, alle de former, Mondrian havde brugt sin ungdom for at tilegne sig og mestre. Og han mestrede dem bedre end de fleste. På udstillingen i Musée d'Orsay kan man se Munch-malerier, Signac-akvareller, Redon-spøgelser, divisionisme og pointilisme, Cézanne-flader og Braque-kubismer, bedre end disse malere selv kunne gøre det. Eller i hvert fald næsten lige så godt.

Men det var vel dette "lige så godt" der anfægtede Mondrian. Han ville selv, og han kunne selv. Først røg rummet i hans billeder, så røg tegningen og efterlod kun de vandrette og lodrette streger. Så røg alle andre farver end de rene, og til sidst – i hvert fald i en periode – røg også de sekundære farver og efterlod alene de tre primære: rød, blå og gul. Simplere kunne det ikke blive, og der var ikke meget tilbage til kunstkritikerne og –historikerne at skrive om. Billederne sagde det hele selv.

Personligt var Mondrian da også et menneske der holdt omverdenen fra sig i armslængde og vi véd intet om hans privatliv. "Jeg har altid levet for min kunst," skrev han til en ven da han havde hævet den kortvarige forlovelse med en af sine elever. Men vi véd forbavsende nok en del om hans meninger, om kunst vel at mærke. Fra artikler, korrespondancer og interviews kan man sammenstykke en hel poetik, men i rivende udvikling.

Sammenhæng eller ej

Mondrian malede halvdelen af sit samlede oeuvre i årene 1890-1907. Men på den store retrospektive udstilling i Holland og USA i 1994, 50-året for hans død, var der kun en lille håndfuld med af disse billeder. Det hang sammen med at kuratorerne bag den udstilling, bl.a. den fransk-amerikanske kunsthistoriker Yve-Alain Bois, ganske forkastede den opfattelse at det "naturalistiske" værk forud for abstraktionen forudsagde det der skulle komme.

To af kuratorer på d'Orsay-udstillingen er de samme som for 1994-udstillingen. Så det har været Bois der forkastede "sammenhængen". For nu ser de to i hvert fald anderledes på det, og de henholder sig ikke mindst til kunstneren selv. Hvad der nu ikke er ganske ufarligt. Kunstnere siger så meget, også om deres egen kunst, og ofte bliver de fastere og fastere i mælet jo ældre de bliver. I 1942 erklærede Mondrian til sin Eckermann, Charmion von Wiegand:

For mig selv er der ingen forskel på mine første arbejder og de sidste, de er alle dele af den sammen helhed. For mig er i kunsten forskellen på gammel og nyt ikke et skel, men en sammenhæng.

Mondrians samtidige, Maurice Denis (f.1870) skrev i 1890 disse ord:

Det er afgørende at huske på at et billede – før det er en rytterhest, en nøgen kvinde eller en fortællende anekdote – er en overflade dækket med farver i en vis indbyrdes orden.

"Vi er," skriver kuratorerne med trompeten helt fremme, "overbevist om at Mondrian stræbte mod denne orden fra det øjeblik han i 1893 valgte en kunstnerisk karriere. - Om denne orden så er lånt fra virkelighedens farve og former i træer, huse, himmel, skyer eller lysreflekser, eller den udspringer af kunstnerens egen indre organisering, er principielt underordnet."

Men Mondrian begyndte altså med, i den konservative tradition han blev indført i da han i 1892 flyttede til Amsterdam, på lærredet at forestille virkeligheden, det han så. Og sådan fortsatte han. Mondrian var og forblev realist – skrev han selv i 1942 – først en naturalistisk realist, så en abstrakt realist.

Udstillingens konservatorer giver derfor heller ikke noget for Mondrians flirt med teosofien især i årene 1908-12. Der ligger ikke noget spirituelt indhold og roder under billedoverfladen.

Det sidste er det nu svært at komme uden om. Men lad os først slå fast at på d'Orsay er derfor udeladt både ungdommens kopier, bestillingsarbejderne og portrætterne, undtagen naturligvis selvportrætterne. Kun fremskridtene noteres, hverken tilbageslagene eller rutinerne. Dem kan man kigge på i Den ræssonerende Katalog eller dens billigbogsversion. Og det er skrækkeligt hvad man ser. Vore dages mere eller mindre statsstøttede genier kan godt skamme sig hvis de ikke kan få sig til at smøre nogle salgbare billeder op for brødets skyld. Det hindrede i hvert fald ikke Mondrian i med tiden at blive en af de helt store.

Bloktænkning

Men hvad enten man nu hylder denne eller den anden teori, er her lejligheden til at fordybe sig i den kendsgerning at det var denne selvsamme mand som malede alle disse, i den grad og i alle retninger forskellige billeder. Og mange af dem er rigtig gode. De er hverken famlende forsøg eller tekniske ufuldkommenheder.

Godt nok var Mondrian en langsom starter der møjsommeligt lærte sig hvad en Giacometti eller Picasso kunne fra barnsben og moderskød. Men så tog han ellers fat, og teknisk blev han snart stærkt eksperimenterende. Med udgangspunkt i det klassiske hollandske landskabsmaleri, der i sin ajourføring i hans malerskoletid ikke var nået længere end til Barbizon-gruppens før-impressionistiske realisme, går vejen gennem den symbolisme, kuratorerne helst ikke vil se i øjnene, men som er fuld af fascinerende billeder der sagtens tåler at blive tolket også på "indholdet".

Utallige er de billeder hvor man finder den "bloktænkning" lure der siden skulle bryde ud i gitterbilleders "sande syn" på kunsten i virkeligheden og virkeligheden i kunsten, Mondians abstrakte realisme: underskovens tætte, lodrette og nøgne træstammer, plankede træpramme langs moler og gangbrætter, de lave, flade fabriksbygninger med deres højrejste skorstene, vandløb med tørresnorenes hvide kasser af vasketøj.

Men så også – jo tættere vi kommer 1910 – de pludselige udbrud af en orange sky på en indigoblå himmel, række af landskaber med de sekundære farver i dominans: orange, violet og grøn, og bang: et vildt skovbillede hvor det hele eksplodere i blåt, rødbrunt og gult, eller en rød vindmølle i gult solflimmer og en glødende sommerdag i en oppisket bevægelse af grønt og gult mod blåt og orange.

Stærkest føles stadig indtrykket fra Picasso, men Mondrians kubisme blev aldrig rumlig. Han blev i billedfladens to dimensioner. Det var her det for ham forgik, og herfra udviklede i sin bloktæning.

Udstillingen slutter i 1914, altså før hans gennembrudsår i 1917-19 til den abstraktion, "neoplasticismen", der i bakspejlet havde været endemålet for al hans mangesidige stræben. Men det var i 1914 han umiddelbart før krigsudbruddet forlod Paris efter tre indflydelsesrige år dèr for ikke at vende tilbage før efter krigens langt udtrukne afslutning. I alle årene havde han trofast og forventningsfuldt af sine beskedne midler betalt lejen for sit parisiske atelier hvortil han da vendte tilbage for herfra at erobre verdenskunsten.

Musée d'Orsay: Mondrian de 1892 à 1914. Les chemins de l'abstraction. Indtil 14. juli. Derefter Kimbell Art Museum i Fort Worth, USA 18.8.-12.12. Katalog 224 s., Musée d'Orsay, 39 Euro.
Marty Bax: Complete Mondrian, 575 s., Felix Verlag, Köln, 29,95 Euro. Er en slags billigbogsudgave af ovennævnte Catalog Raisonné med sort/hvide gengivelser af hele Mondrians oeuvre og ca. 200 farvegengivelser.

Billedtekst 1 (kataloget s.50, katalog nr. 35):
På d'Orsay-udstillingen hænger dette billede fra 1897-98 af kirken i hjembyen Winterswijk, malet i en blandingsteknik af (farve)blyant, akvarel, pastel og gouache. Det er forholdsvis stort, 75x50 cm. Der er fire træer med i billedet: to rækker ind fra hver sin side (1 og 4), to er næsten fuldt ud med i billedet (2 og 3). Ved siden af hænger tre forberedende tegninger: en forestiller kirken alene med træ nr. 4, en anden forestiller træ nr. 2 alene i landskabet, og den tredje forestiller træ nr. 3 alene foran kirken, tegnet fra en lavere vinkel. Den første af tegninger findes også som stik (altså spejlvendt), og det kan måske have ved md til at inspirere Mondrian til at kombinerer disse forskellige træer i et abstrakt spindelvæv der i sin realisme slet ikke er ude på at afbilde virkeligheden, men at skabe et mønster foran, eller dækkende, kirken som er reduceret til tung statist. Dette gitter kan sagtens ses som oprindelsen til de stadigt mere og mere rigide rammemønstre der lukkede farven inde og formerne ude af hans "neoplastiske" billeder.

Billedtekst 2 (kataloget s. 156, katolog nr. 90)
Med god grund har udstillingen på d'Orsay gjort denne mølle fra 1910 til plakat-motivet. Tættere kan Mondrians "naturalistiske realisme" næsten ikke komme på hans "abstrakte realisme" som han siden skulle udvikle den.